Et højere budskab rodfæstede sig, da to hold dystede i mix-kampe i padel for at erobre titlen som vindere af mix-rækken i Arla Protein Ligaen. Budskabet lød på, at padel skaber unikke fællesskaber på tværs af udøvere og har et klart foreningspotentiale.
Wombat Mix (til venstre) og spillerne fra Padel Padel Aalborg (til højre) havde i fællesskab fundet en dato til deres mix-kampe i padel, og placeringen blev Hobro, da byen ligger lige i smørhullet mellem de to mandskabers baser. Foto: Padel i Danmark
Nu. Fire sorte bildæk snegler hen over asfalten på den aarhusianske vej ved navn Vennelyst Boulevard, der adskiller et hav af enorme murstensbygninger med gule facader. ”Er vi det rigtige sted?,” spørger produktspecialist Heidi Blaabjerg, der fra det lysebrune førersæde dobbelttjekker vejviseren i instrumentbrættet. Hun forsøger igen. Nu.
Tekstbeskederne bliver sendt til Hans Peter Poulsen, der til daglig slår sine folder bag de gullige vægge. Derinde deler han ilt med lærebøger, læserum og til tider frustrerede studerende, der ofte kommer ned til IT-lokalet for at få hjælp af Hans Peter og resten af Aarhus Universitets IT-supportere.
I denne forårsdags sene eftermiddagstimer er computertasken dog skiftet ud med en sportstaske. Tiden går. Klokken slår. Fri. Hans Peter går målrettet mod bilen, hvori hans svigermor sidder klar, og vejviseren får prompte en ny endestation. Kursen bliver sat mod Match Padel Hobro, hvor makkerparret skal mødes med de to resterende holdkammerater i Wombat Mix for at spille mix-kampe i padel og dyste om guldet i mix-rækken i Arla Protein Ligaen.
Glæden ved mix-kampe i padel og en blandet pose padelbolsjer
På motorvejen inden aftenens finalebrag overskygger forventningsglæden den nervøsitet, som den rutinerede duo delvist har skillet sig af med efter et par års erfaring med sporten og hinanden som mix-makkere.
”Vi har spillet rigtig meget sammen, og det gør det bare ekstra sjovt at spille. Så ved man, hvor hinanden for eksempel spiller bolden hen, og hvordan man bevæger sig på banen,” fortæller Heidi Blaabjerg, der fra det dybe lædersæde indrømmer, at hun lokkede sin tyve år yngre svigersøn til at bruge nogle flere timer med hende på padelbanen end alene i fitnesscentret.
“Men det er mest synd for Hans Peter nu, for det er svært for ham lige pludselig at komme og sige, at han ikke gider at spille med mig mere,” tilføjer hun med et kækt smil.
Rutens sidste byskilt nærmer sig, og makkerparret sludrer en smule om aftenens holdkamp. Et spørgsmål afbryder radioens lydbølger. Hvorfor kan de egentlig så godt lide at spille mix-kampe i padel? Blandt de bedste årsager nævner de, at man i Arla Protein Ligaen skifter makkere under holdkampene. Desuden spiller de padel flere gange om ugen med en gruppe, hvor de særligt gennem gruppens mix-kampe har skabt relationen til Kimmie og Karl Emil, som er aftenens andet par i Wombat Mix.
En hæderkronet aften
Dørene går op, og de to spillere fra Smilets by står ansigt til glasvæg med de mange padelbaner hos Match Padel Hobro. Til deres store fornøjelse spotter de Kimmie og Karl Emil, som allerede er ved at tage de orange holdtrøjer på. Kram. Omklædning. Kamp. Og dog.
Før kampstart hilser de to finalehold pænt på hinanden. Udeholdet består af spillere fra Padel Padel Aalborg, som ligesom det orangeklædte hold også kun har valgt at medbringe fire spillere.
Kampene går i gang. Først to sejre i mixkampe. Dernæst to sejre i mixkampe med andre makkere. Spisetid. Sidst to sejre i henholdsvis en herre- og damedouble. Medaljeoverrækkelse. Guld til Wombat Mix og sølv til spillerne fra Padel Padel Aalborg. Smil hos alle og fællesbillede af alle.
(Artiklen fortsætter under billedet)
”Selvom det ligner en storsejr på scoreboard, var der nu mange gode bolde alligevel. Det er lidt svært at kende niveauet, når der ikke er noget fastsat – men det blev nogle fine kampe. Det er egentlig bare skidesjovt at spille og at tage ud for at møde nogle andre. Dermed får man også noget andet modstand, da man kan spille på mange forskellige måder, hvilket er ret interessant,” fortæller Hans Peter Poulsen.
Den spontane sport og foreningslivets fællesskab
Holdene tager afsked. Nærmere på gensyn. Det er nemlig helt normalt for familiemakkerparret at mødes med nye spillere ud af det blå.
“Jeg skriver bare til folk, hvis jeg lige mangler en makker til en kamp, og jeg er sådan set ligeglad med, om jeg kender dem ret godt eller ej. På den måde lærer man også en masse at kende. Det oplever man ikke i så mange andre idrætsgrene, og det er måske det, der trækker så mange til,” fortæller Heidi Blaabjerg.
Bilen ruller retur, og aftenhimlen viser sig gennem soltaget. Samtalen kører. Det er tydeligt, at de spontane møder i padelverden er en virkelig attraktiv del ved sporten for aftenens guldfugle. Samtalen drejer. For i høj grad er et andet element også på spil med henblik på begge parters store forhåbninger for sportens udvikling.
”Vi tager egentlig også til de her holdkampe for at bakke op om at få skabt noget mere foreningsliv omkring padel i Danmark. Jeg er selv gammel håndboldspiller og synes, at nu hvor jeg ikke spiller håndbold mere, så savner jeg lidt følelsen af foreningsliv og det, som foreningslivet kan på både det sociale, i bredden og alt det, som det giver – nemlig følelsen af at være en del af en forening,” fortæller Heidi Blaabjerg, hvis svigersøn nikker bekræftende, fordi han også har gode erfaringer med idrætsforeninger fra tidligere.
Kort stilhed. Samtalen fortsætter.
Padel vil sikkert klare sig godt i foreningsregi, fordi alle aldre kan spille på kryds og tværs. Man kan jo møde en mega god ung fyr, som er tennisspiller, men du kan også ende med at møde en gammel dame, som smider krykkerne uden for banen, men derimod har noget teknik til at stå helt stille og spille. Så det kan landes på tværs af alle aldre og er så bredt.
– Heidi Blaabjerg
Finaledagen er ovre. Guldet er hjemme. En oplevelse rigere. De sorte bildæk får atter fornøjelsen af at rulle over de asfalterede veje, som snor sig gennem Aarhus C. ”Hvornår skal vi sætte dig af?,” spørger dagens chauffør. Nu.
