Opret en forening, bliv medlem og få fordele
Er dig og dine venner opslugt af at spille padel? Og vil I gerne have flere med ud for at smashe den gule bold så hårdt i gulvet, at den springer over glashegnet? Så opret en forening og jeres helt egen padel klub!
Der er et hav af fordele at hente, når I tager skridtet videre og opretter en forening omkring jeres hobby. Fordelene får I ved at blive medlem af DGI og Dansk Tennis Forbund, der arbejder sammen om at udbrede og udvikle padel, så alle kan få glæde af den populære sportsgren.
Vores fællesskab kalder vi ”Padel i Danmark”, og vi er til for at hjælpe jer med alt fra foreningsrådgivning og klubudvikling til uddannelse, turneringer og andre aktiviteter. Samtidig sørger vi for at videredele inspiration på tværs af foreninger, så vi sammen kan skabe et stærkt og nationalt fællesskab omkring den frembrusende boldsport.
Her på siden kan I læse om, hvordan I bliver en del af fællesskabet, og hvilke fordele I får ud af at være medlem!
Få hjælp fra tanke til handling
I er langt fra de eneste, der har siddet med drømmen om at skabe et foreningsfællesskab omkring padel. Sporten har smashet sig ind i mange hjerter på tværs af landegrænser, og i Danmark har foreningslivet også fået øjnene op for det begyndervenlige spil. Nogle af de eksisterende foreninger har taget padel til sig, mens andre foreninger er kommet til verden kun for at værne om denne ene sportsgren.
Når I skal til at oprette en forening fra bunden og blive en del af fællesskabet, kan I bruge os til at komme i gang!
- Vi rådgiver og sparrer med jer i forhold til at oprette en forening
- Vi har en vedtægtsgenerator, så I nemt kan få alle vedtægterne på plads
- Vi har en masse viden og kompetencer inden for nystartede foreninger. Det gælder fx bestyrelsesarbejdetog medlemssystemer
Fordelene ved at oprette en forening
Opstarten af en forening byder på mange bump på vejen, som kan give samme følelse som at slå en bold i nettet. Frustrerende. Heldigvis kan I som forening få gratis medlemskab i DGI og/eller Dansk Tennis Forbund i 2021.
Som medlem får I mange forskellige fordele, som gør foreningsdrømmen langt nemmere at føre ud i livet. Samtidig kan I også benytte en stor del af fordelene, når jeres forening kører på skinner. Vigtigst af alt betyder medlemskabet, at I aldrig står alene, når den ene eller anden udfordring banker på glasvæggen.
Herunder finder I et udpluk af de fordele, som vi server til jer:
- Sparring i forhold til fx klubudvikling, faciliteter og aktiviteter
- Deltag på alt fra kurser og uddannelse til turneringer, camps og andre events
- Deltag i de mange kurser som afholdes for bestyrelsesmedlemmer, trænere og øvrige frivillige
- Rådgivning om økonomisk støtte fra puljer/fonde og tilskud fra diverse
- En professionel sparring til hvordan I modtager og fastholder medlemmer
Tilskud fra jeres kommune
At oprette en forening kan være en dyr omgang, hvis jeres ambitioner lyder på en succesfuld forening med egne padelbaner i horisonten. Der er dog heldigvis midler at hente fra nær og fjern.
Som medlem af DGI og/eller Dansk Tennis Forbund får I hjælp til at søge tilskud, fonde og puljer, så jeres forening kan få luft under vingerne. Vi har et stort kendskab til diverse ansøgningsprocesser og kan derfor rådgive jeres forening bedst muligt.
Især kommunen er en vigtig samarbejdspartner, når I mangler midler til at oprette en forening. Vi hjælper jer med at få overblik over de forskellige muligheder, og I kan se nogle af dem herunder:
- Ifølge Folkeoplysningsloven er der mulighed for tilskud til folkeoplysende foreninger. Det gælder blandt andet tilskud for medlemmer under 25 år, lokaletilskud og kommunale puljer til diverse projekter. Kan fx være aktiviteter for specialskoler, ældre eller andre relevante målgrupper.
- Det er forskelligt, hvordan den enkelte kommune forvalter det. Vi er gerne med på jeres dialog med kommunen i forhold til mulighederne. Vi har konsulenter i alle landsdele, der kan byde ind og hjælpe.
Opret en forening med støtte i ryggen
Du er altid velkommen til at kontakte en af vores konsulenter, som alle har stor erfaring med at hjælpe både eksisterende foreninger og andre, der overvejer at oprette deres helt egen forening helt fra bunden. Send bolden afsted, hvis I har brug for hjælp til at oprette en forening og blive en del af foreningslivet.