Dyrk en sport for alle – lær at spille padel!
For blot få år siden var kendskabet til padel ekstremt småt, mens sporten i dag buldrer afsted i hele landet. Fra ingenting til alting. Hvordan er det sket? Hvorfor er det sket? Svaret er simpelt. Alle kan lære at spille padel, da den nye sport er let at gå til.
Det kræver ikke de store tekniske eller fysiske færdigheder, før dig og dine venner får sjove og lange dueller. Sportens krav til teknik er langt lavere end i fx tennis, badminton og squash. Samtidig sætter banens størrelse en grænse for kravet til dine fysiske færdigheder. Derfor kan din makker og dig sagtens dække det meste af banen på trods af knirkende knæ og en garanteret sidsteplads i en 100 meter sprint.
Derfor er padel for alle – også dig!
Alle køn og aldre bør prøve kræfter med en sport, som på rekordtid får dem til at føle sig tilpas. Følelsen af at slå et vinderslag. Suset ved at juble over en sejr med sin makker. Det er her, hvor padel snupper den øverste skammel på podiet. Den begyndervenlige sport sætter nemlig nogle rammer, der gør det muligt for både unge, ældre, mænd og kvinder at spille padel.
De fysiske rammer for den frembrusende sport er et soleklart eksempel på, hvordan sporten omfavner både dig og alle andre udøvere. Rundt om banen er der en væg af glas og trådhegn. Indhegningen sørger for, at du stort set aldrig behøver at forlade banen for at hente en vildfaren bold.
Samtidig har bolden et mindre tryk end en tennisbold, hvilket tager farten ud af spillet. Derfor kan du sagtens nå at reagere, når bolden flyver gennem luften eller springer op på glasvæggene. Battet er både stort og let, så chancen for at ramme bolden er høj, mens risikoen for at få ondt i håndleddet er lav.
Sådan lærer du at spille padel
Bevæbnet med en bold og et bat er du så godt som klar til at træde ind på banen. Hvis du vil imponere fra første slag, har vi samlet nogle gode råd herunder, som du kan tage til dig.
Pointsystemet og reglerne er ligesom i tennis. Der gælder dog nogle særlige regler i forhold til serv og brug af væggene omkring banen. Derfor har vi lavet en oversigt over padelregler og pointsystemet. Med regelsættet på plads kan du dømme kampene som en ekspert!
Når det gælder selve spillet, får begge par den største fordel ved at komme frem til nettet og angribe spillet. Det er den mest populære taktik, da dig og din makker får overtaget ved at presse modstanderne. Du behøver tilmed ikke at være bange for bolden oppe ved nettet, da bolden som sagt er væsentlig blødere end en normal tennisbold!
Som udgangspunkt bør dig og din makker holde hver sin side – det er i hvert fald det mest optimale i forhold til placering. Det gælder også, hvis modstanderen lobber bolden, og du skal tilbage for at hente den. Der vil modstanderne ofte søge frem til nettet, hvor I bedst forsvarer ved også at stå side om side.
Inkluderende træningspas på tværs af alder
Den populære sport bliver kun spillet som double i officielle kampe. Det vil sige, at du altid spiller sammen med din makker. Til træning kan du dog sagtens spille single. Her kan det anbefales at spille på halv bane, hvor det især giver nogle fordele at spille på tværs af banen. Det kan der komme en ganske fin dyst ud af, hvor dig og din træningsmakker får trænet vigtige elementer, som kan være at komme frem til nettet og forsvare det.
Der er vidt forskellige metoder, som du kan bruge til at træne padel. Øvelserne er på mange måde ens for både mænd, kvinder og børn, og nogle øvelser kan endda gavne dig, selvom der er forskel på niveauet mellem dig og din træningspartner. Derfor er padel også en fremragende familiesport. Familier kan hurtigt få nogle intense og medrivende dueller, selvom der måske er forskel på køn og alder blandt spillerne på banen.
På tværs af landet uddanner vi padeltrænere. De lærer netop at arrangere træningspas for folk, der spiller på forskellige niveauer og er i forskellige aldersgrupper. Derfor er der også mulighed for, at du kan komme til at spille padel i en forening, der laver træningspas præcis til dit niveau!
Organiseret padel udvikler sig dag for dag
Padel har en bred målgruppe, hvilket gør det muligt at sammensætte træningspas på tværs af aldersgrupper i foreninger.Kom i gang og oplev kærlighed ved første slag
Vi er slet ikke i tvivl om, at du bliver fuldstændig forelsket i padel, så snart du har slået dit første slag. Adrenalinen pumper. Lattermusklerne kramper. Fællesskabet vokser. Efter et par dueller kan du hurtigt mærke, at du bliver bedre og bedre. Mere vil have mere.
Du har en masse succesoplevelser til gode, hvis du mangler at serve din allerførste bold i padel. Der kan selvfølgelig være mange årsager til, at du endnu ikke har prøvet den begyndervenlige sport. Vi arbejder dog på, at du altid har muligheden for at give sporten et skud i dit lokalområde. Derfor har vi blandt andet lavet en oversigt over padelbaner i Danmark, så du nemt og hurtigt kan finde en bane nær dig.
Vi hjælper også flere og flere foreninger med at tilbyde den populære sport. På den måde bliver padel så småt tilgængelig for alle. Du er velkommen til at kontakte os, hvis du gerne vil opleve fællesskabet omkring sporten og sammenholdet i en forening. Vi finder hurtigt den helt rette forening i dit lokalområde.
Kontakt os for mere inspiration
Sidder dig og din forening på den anden side af glasvæggen og skal i gang med at tilbyde padel for kvinder, mænd eller børn? Så er I muligvis på bar bund. Da sporten er ret ny i den danske foreningsverden, kan det være besværligt at arrangere motiverende og lærerige træningspas for jeres medlemmer.
Derfor tager vores konsulenter gerne ud til jeres forening og laver et inspirationsmøde. Her får dig og din forening gode råd med på vejen, og I finder ud af, hvordan I bliver en del af den inspirerende og frembrusende sportsgren. Vi trækker på erfaringer med padel i foreninger i både ind- og udland, så dig og din forening har noget at spejle jer i.
Kontakt Morten Hedegaard, hvis du har nogle spørgsmål til enten spillet eller inspirationsmødet.