“Alle kan være med”

“Alle kan være med”

“Alle kan være med” 1600 1200 Padel i Danmark

Nakskov har to gange lagt baner til succesfulde Let’s Padel-turneringer. Bestyrelsesmedlem i klubben Pia Ørbæk er vild med turneringsformen og har flere turneringer i kalenderen til foråret. Lige nu kan du tilmelde dig turneringer i Ølstykke og Albertslund.

Der var smil at spore hos både store og små, da Nakskov Tennisklub lagde baner til en propfyldt Let’s Padel-turnering i august.

Humøret var højt, da der for første gang stod Let’s Padel på programmet i Nakskov. For flere af de 16 spillere var det deres første turnering.

Spillere i alle aldre havde tilmeldt sig, og klubben havde sørget for kaffe på kanden og kolde sodavand, så der var noget at hygge sig med mellem kampene. Det blev til mange gode snakke mellem klubbens medlemmer i eftermiddagssolen, men også medlemmer i naboklubberne havde fået nys om turneringen og havde taget turen til Nakskov Tennisklub for at være med.

Derfor var der også flot tilslutning fra nær og fjern, da der knap en måned efter blev afholdt endnu en Let’s Padel-turnering på anlægget. For ‘Let’s Padel’ er en turneringsform med plads til det sociale. Turneringerne  henvender sig til begyndere og letøvede spillere, der gerne vil prøve kræfter med turneringslivet – men alle kan være med.

Pia Ørbæk, bestyrelsesmedlem i Nakskov Tennisklub, er så glad for turneringskonceptet, at der allerede er blevet planlagt flere turneringer på anlægget til foråret. Vi har spurgt hende, hvad klubben har fået ud af at afholde Let’s Padel.


Kommende Let’s Padel-turneringer:

Der ligger flere Let’s Padel-turneringer i kalenderen. Hold øje på Tournament Software, hvor der løbende bliver opdaterer med nye turneringer i hele landet. Lige nu har er det muligt at tilmelde sig følgende turneringer:


Hvordan kom I i gang?

”Vi fik en henvendelse fra Anja (teamleder for Turnering i Dansk Tennis Forbund, red.), hvor hun spurgte om, vi var interesserede i at afholde en turnering hernede. Vi har i lang tid snakket om, at det ville vi gerne, men vi vidste ikke lige, hvordan vi skulle starte og slutte, så da den henvendelse kom, valgte vi at sige ”ja tak” til det.”

”Vi gjorde det for at få noget mere aktivitet ind på anlægget, så vi kunne fortælle udadtil i lokalsamfundet, at vi har nogle turneringer, hvor alle kan være med, uanset hvilket niveau man er på. Så det var for at få mere omtale omkring padel hernede og liv på banerne.”

Hvem deltog?

”Vi havde en blandet forsamling af spillere, der deltog. Nogle af dem spiller i Arla Protein Ligaen (Padel i Danmarks holdturnering, red.), og så var der andre, hvor det var deres første turnering. Altså nogle spillere, der spiller jævnligt, men hvor de ikke rigtig havde prøvet at spille en turnering før. Og uanset om, det var dem, der var øvede eller ikke nybegyndere, så havde alle en god oplevelse.”

Artiklen fortsætter under billedet…

Hvad var reaktionen fra deltagerne efterfølgende?

”Jeg har kun fået positiv feedback – både på den første og den anden turnering vi har afholdt. Spillerne har været rigtig glade for at være med, og syntes, at det har været en god måde at gøre det. Så der har været en stor positiv tilbagemelding.”

Hvad har I som klub fået ud af at afholde Let’s Padel?

”Det har været en positiv proces for os i forhold til at få noget samarbejde i klubben. Der er flere, som er primært dedikeret til padel, der er kommet efterfølgende til mig og sagt, at de gerne vil hjælpe til ved padelturneringer eller stå som turneringsledere. Så på den måde har det været godt for foreningen at få den aktivitet ind ad døren. Også fordi det er rimelig selvkørende. Der skal sidde en og taste resultater ind i Tournament Software, men ellers er det lige til at gå til. Rammerne er sat på forhånd.”

Artiklen forstætter under billedet…

Hvordan gjorde I jeres medlemmer opmærksomme på turneringen?

”Dem, der spiller rigtig meget padel i klubben, har lavet en Messenger-gruppe, hvor jeg også er tilknyttet. Og det har vi aftalt, fordi jeg sidder i bestyrelsen i klubben og kan sende dem nogle mere generelle informationer. Så jeg har sendt det ud via Messenger-gruppen, og så har det været på vores Facebook og Instagram foruden at I (Padel i Danmark, red.) også har markedsført det.”

”Derudover har jeg fulgt lidt med i tilmeldingerne og holdt øje med, om der manglede nogle par og skrevet ud i gruppen ”vær lige obs på, at vi mangler to par,” og så har de været søde til at skubbe til hinanden og prikket til spillere fra Nykøbing og Maribo og brugt deres egne kanaler.”

Hvad fungerer ved turneringskonceptet?

”Jeg synes faktisk, at konceptet er rigtig, rigtig godt, fordi det indbyder til, at man kan komme til at spille nogle kampe, uanset hvilket niveau man er på og samtidig føler, at man får noget ud af det. Alle kan være med. Jeg synes også, at der har været en god kontakt med Nicklas Junge (turneringskonsulent, red.) fra Dansk Tennis Forbund, der har guidet i forhold til, hvor der skulle gøres, hvis jeg var i tvivl om noget.”

Artiklen fortsætter under billedet…

Skal I afholde flere Let’s padel-turneringer?

”Vi har planer om at afholde flere Let’s Padel-turneringer og har allerede aftalt to datoer i foråret. Vi har kun udendørsbaner, så vejret skal lige være lidt bedre. Og så håber vi bare, at vi kan få lige så godt gang i den igen.”

 Hvad er Let’s Padel?

  • Let’s Padel henvender sig til begyndere og let-øvede spillere med ingen eller meget lidt turneringserfaring, som er medlemmer af en klub/forening under Dansk Tennis Forbund.
  • Turneringsformatet afhænger af antallet af tilmeldte, men alle er som udgangspunkt sikret minimum tre kampe.
  • Prisen for deltagelse er 150 kr. per person, og der betales på dagen via MobilePay. Husk at begge spillere i et par skal tilmelde sig.