Ikke-kategoriseret

Dansk Padel Tour – nu går jagten ind på den store Masters!

Dansk Padel Tour – nu går jagten ind på den store Masters! 300 300 Padel i Danmark

DGI og Dansk Tennis Forbund præsenterer Dansk Padel Tour. Over syv turneringer dyster spillerne i A- og Veteranrækkerne om point til den afsluttende Masters. Der er også en B-række, og tilmeldingen til den første turnering er åben.

Dansk Padel Tour var netop lanceret, og den første afdeling skulle være afviklet i slutningen af marts. Men som med så mange andre begivenheder satte COVID-19 en stopper for dette.

Nu er DGI og Dansk Tennis Forbund klar med nye datoer for Dansk Padel Tour. Den første turnering løber af stablen d. 19.-20. september hos PadelBoxen i Odense. Herefter går turen til Racket Club i København, Padel Star i Aarhus og ProPadel i København. De sidste værter vil blive offentliggjort senere. Den store Masters – det afsluttende finaleslutspil – bliver afholdt d. 10.-11. april 2021 hos ProPadel i Dragør.

Der er både en kvinde- og en herrerække i A, B og Veteran. I A og Veteran kæmper spillerne om vigtige point til den store Masters.

Vi glæder os til at få skudt gang i Dansk Padel Tour!

Læs mere om turneringen her.

Det er tid til at have det sjovt – som et hold

Det er tid til at have det sjovt – som et hold 570 450 Padel i Danmark

Danmarks stærkeste og sjoveste padel-hold skal findes – og dit hold skal være med. I samarbejde med foreninger og private centre præsenterer DGI og Dansk Tennis Forbund holdturneringen, som er for alle niveauer.

Nu kan du og vennerne lave et hold og stille op i padel-holdturneringen under DGI og Dansk Tennis Forbund.

Holdturneringen begynder til september, og strukturen er kommet på plads i tæt samarbejde med både foreninger og de private centre. Alle er kommet med input, vendt ideerne og kommet frem til en struktur, der ganske kort fortalt byder på en elitedivision, regionale 1. og 2. divisioner – og en veteranrække. Naturligvis både for kvinder og for mænd.

”Hos DGI og Dansk Tennis Forbund er vi glade for at kunne tilbyde en holdturnering for alle niveauer. Det har været vigtigt for os, at forarbejdet er gjort i tæt samarbejde med flere foreninger og private centre, da begge parter er vigtige i udviklingen af sporten. Nu glæder vi os til at komme i gang med holdturneringen på den anden side af sommeren, og vi håber, at der bliver mange gode kampe og hyggelige stunder på banerne over alt i landet,” siger Laura Holm Jørgensen, turneringskoordinator.

Det er ganske enkelt at lave et hold. Det kræver blot mindst fire personer. Der er fastsat terminer og åben for tilmelding.

Fællesskab med holdkammerater

”Hos PadelBoxen er vi glade for at kunne understøtte udviklingen af padel i Danmark og ser samspillet imellem de private centre og foreninger som en vigtig del af en fortsat fremtidig vækst. Vi kan i fælleskab etablere de tilbud og aktiviteter, som fremadrettet kan sikre en positiv udvikling af sporten, og bidrage til at endnu flere får øjnene op for denne fantastiske sport”, siger Kim Poulsen, medarbejder af PadelBoxen.

PadelBoxen, Match Padel og ProPadel har på vegne af flere centre bidraget til arbejdet, ligesom Holbæk Tennis og Padel Klub, Dragør Tennis Klub og ØBG Silkeborg har været med til at få det hele på plads.

“I ØBG Silkeborg elsker vi holdturnering, da man deler både op- og nedture med sine holdkammerater. Vi er derfor meget glade for, at Dansk Tennis Forbund og DGI har lanceret en holdturnering, som understøtter både foreninger og private centre,” siger Johannes Park Skak, sportschef hos ØBG Silkeborg.

Læs mere om holdturneringen og tilmeld dit hold her.

Bliv træner og vær med til at udbrede padel

Bliv træner og vær med til at udbrede padel 2560 1920 Padel i Danmark

Med den eksplosive vækst af padelbaner stiger behovet for uddannede trænere. DGI og Dansk Tennis Forbund er klar med de første to moduler af en helt ny grundlæggende padeltræneruddannelse.

De første to moduler af padeltræneruddannelsen afvikles til august i både Aarhus og København. Foto: DGI

Rødekro, Frederikshavn og Køge. Det er blot tre af de mange byer, hvor der inden for den seneste par måneder er etableret padelbaner. Tendensen fortsætter i anden halvdel af 2020, og derfor er behovet for uddannede trænere også stort.

”Dygtige trænere og frivillige ildsjæle er afgørende for udbredelsen af padel. Uanset spillernes niveau, skal niveauet på ham eller hende, der styrer boldkurven, være højt. Det gælder teknisk forståelse, spilforståelse og ikke mindst evnen til at skabe begejstring og fællesskab,” siger Tore Deleuran-Skjold, padelkonsulent hos DGI og Dansk Tennis Forbund.

Han har sammen med kolleger opbygget de første to moduler af den grundlæggende padeltræneruddannelse, der nu for første gang udbydes. Det sker til august hos Match Padel Aarhus og Match Padel Cph. Tilmeldingen er åben nu.

Padeltræner 1 og 2

Padeltræner 1 er et grundlæggende trænerkursus, som går i dybden med trænerrollen, og hvad den indebærer. Der er fokus på de basale tekniske aspekter i padel, så du er klædt på til at komme i gang med at undervise i padel for begyndere i alle aldersgrupper.

I padeltræner 2 tager vi for alvor fat på padel og sportens tekniske og taktiske facetter. Vi kommer rundt om korrekt positionering og slagteknikker, får opbygget en fundamental viden om de taktiske og kommunikative facetter, samt gode øvelser til at tage direkte med ud på banen.

Har du gennemført Tennistræner 1 eller en lignende træneruddannelse tidligere, kan du ansøge om dispensation til at starte på padeltræner 2. Du skal i givet fald kunne fremvise et kursusbevis.

“Vi glæder os til at inspirere og uddanne trænere og frivillige ildsjæle, så vi sammen kan skabe de bedste træningsmiljøer over alt i Danmark,” slutter Tore Deleuran-Skjold.

Dato og sted

  • Lørdag d. 15. august kl. 10-15, Padeltræner 1, Match Padel Cph
  • Søndag d. 16. august kl. 10-18, Padeltræner 2, Match Padel Cph
  • Lørdag d. 22. august kl. 10-15, Padeltræner 1, Match Padel Aarhus
  • Søndag d. 23. august kl. 10-18, Padeltræner 2, Match Padel Aarhus

Læs mere om og tilmeld dig Padeltræner 1 og Padeltræner 2.

Tomme flasker til den nye padel-bane

Tomme flasker til den nye padel-bane 800 403 Padel i Danmark

Rødekro Tennis Klub har etableret en padelbane – bliv klogere på, hvordan det entusiastiske padeludvalg har grebet opgaven an, og hvorfor det er positivt at samle tomme flasker.

Billedtekst

Læs også: Fælles indsats skal udbrede padel i Danmark
Begejstringen over fornyelsen skyldes en helt ny aktivitet i foreningen. Padel er kommet til Rødekro. En ny aktivitet i den sønderjyske tennisklub, der i løbet af få år har fordoblet deres medlemstal. Nu er padelbanen etableret, og udsigten til at fortsætte den opadgående kurve på medlemstallet er god i Rødekro Tennis Klub, der arbejder med mottoet ”alle skal have råd til en fed sport”.

Før var vores anlæg lidt lukket og trist med en vold mellem tennisbanerne. Nu er det åbnet op og meget mere friskt. Det er blevet så flot.

– Birger Hansen, formand i Rødekro Tennis Klub

Padel fanger danskerne

Den forholdsvis nye idræt på danske breddegrader har for alvor fået fat i danskerne de seneste år. Alene i 2019 blev antallet af baner tredoblet og nåede 100 baner. Det var da også på andre breddegrader, at Birger Hansen blev inspireret i første omgang.

”Jeg er kommet på La Santa i mange år. De fik to padelbaner på et tidspunkt, men jeg spillede tennis og sagde, at det kommer jeg aldrig til at spille. Et par år senere havde de fire baner, og en dag prøvede vi det. Det var faktisk meget sjovt,” griner formanden.

I starten af 2018 startede de spæde tanker om at få padel til Rødekro Tennis Klub. Foreningen etablerede et entusiastisk padeludvalg på fem medlemmer, der begyndte at undersøge, hvad det krævede. Projektbeskrivelse, priser og fundraising blev løbende sat i gang.

Fundraising og “pantflasker”

”Vores mål var at fundraise 250.000 kroner. Vi nåede 305.000 kroner gennem otte forskellige fonde og puljer,” siger Birger Hansen og fortsætter: ”Nu skal vi ud at samle tomme flasker, sagde vi så til hinanden.”

Læs også: Hybridbaner giver mulighed for udendørs tennis hele året
Tomme flasker?

”Ja, der var mange lokale virksomheder, som kunne tænkes at bidrage til projektet. Det kunne være i form af materialer, lån af maskiner eller anden arbejdskraft. Det er en lettere måde for mange af de lokale virksomheder at give som en form for sponsorat frem for et beløb,” forklarer formanden.

Altså mange sponsorer små = en padelbane op at stå. De kastede sig over de tomme flasker, og det skulle hurtigt vise sig at give et fornuftigt afkast.

”Vi fik samlet tomme flasker svarende til 60.000 kroner. Primært i form af materialer, som skulle bruges til etableringen af banen,” siger Birger Hansen og nævner som eksempel, at den lokale grusgrav sponsorerede grus og en anden lokal virksomhed gav alle de materialer, der skulle bruges til kloakering.

”Alle bidrag er vigtige. Det er samtidig en måde at få forankret de lokale, der dermed også får et ejerskab og bliver gode ambassadører for den nye padelbane og Rødekro Tennis Klub,” fortæller Birger Hansen.

Læs også: Samarbejde og slid sikrer padeldrøm

Ildsjælene er uundværlige

En ting er økonomien; en anden er de uundværlige ildsjæle.

”Vores næstformand, Gunnar Nielsen, er gået foran i hele projektet og har brugt oceaner af timer denne vinter med projektering og eget fysisk arbejde på padelbanen. Derudover er der også mange medlemmer, som har deltaget i gennemførelsen af projekt. I alt har cirka 12 medlemmer været involveret med mindre eller større arbejdsopgaver, og havde det ikke været i en coronatid, ville der sikkert være stødt flere til,” siger Birger Hansen.

Efter sådan et projekt, kunne man forestille sig, at det er tid til at puste ud.

Men nej, de har allerede gang i det næste projekt. En minitennis-bane ved siden af padelbanen. Den vil kunne bruges til både minitennis og opvarmning til padel. Puljeansøgningen er faktisk allerede sendt af sted. Bliver den positivt modtaget, vil Rødekro Tennisklub formentlig i løbet af en sæson kunne gå fra at tilbyde sine medlemmer en aktivitet til hele tre aktiviteter. Og dermed få endnu mere liv i foreningen på det nye, åbne anlæg

Finansiering af padelbanen i Rødekro

8 forskellige fonde bidrog med i alt 305.000 kroner til projektet.

10 lokale virksomheder bidrog med sponsorater til en værdi af 60.000 kroner i form af materialer og arbejdskraft.

Fælles indsats skal udbrede padel i Danmark

Fælles indsats skal udbrede padel i Danmark 654 466 Padel i Danmark

Se hvordan DGI Tennis og Dansk Tennis Forbund sammen vil udbrede og udvikle padel i Danmark.

Billedtekst.

I slutningen af februar deltog 35 mennesker fra i alt 14 foreninger på en padel-inspirationsaften i Kolding. Nogle for at prøve padel for første gang. Andre for at blive klogere på, hvordan de som forening kommer videre med etablering af baner og aktiviteter. Et arrangement som DGI Tennis og Dansk Tennis Forbund stod bag.

På tennis-området har Dansk Tennis Forbund og DGI Tennis indgået en banebrydende samarbejdsaftale. På samme måde arbejder de to organisationer sammen om padel-området. Arbejdet er i fuld gang. Det handler om at udbrede og udvikle padel til gavn for både nuværende og potentielle spillere.

I de seneste tre måneder har der været dialog med mere end 50 forskellige foreninger om etablering af baner. Samtidig er der løbende dialog med andre aktører og samarbejdspartnere, fx de private centre, der også er en vigtig spiller i udviklingen af padel i Danmark.

”Siden årsskiftet har vi især haft fokus på fire områder: Klubudvikling og faciliteter, Uddannelse, Turneringer og Træningsmiljøer. Vi er godt i gang på alle fire områder. Nogle er allerede i luften; andre på vej. Og mere kommer til. Det hele med samme mål for øje, nemlig at udbrede og udvikle padel på sine egne vilkår,” siger Emil Bødker, direktør i Dansk Tennis Forbund.

”Det er vigtigt at understrege, at selvom arbejdet med padel foregår i tennis-regi, betragter vi padel som sin egen. Padel skal have sin egen opvækst og udvikle sig i sin egen retning,” siger Jesper Munk, idrætsansvarlig hos DGI Tennis.

Klubudvikling og faciliteter

Først og fremmest er der brug for mange flere baner rundt omkring i landet. Her bidrager vi med gratis rådgivning og sparring i forhold til alt fra afklaring, projektbeskrivelse og finansiering, så vi kan få endnu flere aktive padel-spillere ude i fællesskaberne. Derudover har vi også øje for, hvilken effekt padel kan have på den enkelte forening.

Aktiviteter er vigtige for klubudviklingen, og her arbejder vi også på at have forskellige koncepter på hylderne. Det kan være motionisttræf, ungdoms-camps, kvinde-padel med mere. Det hele i tæt samarbejde med lokale foreninger og aktører, som det kan udbydes sammen med.

Uddannelse

Uddannelser og kurser er naturligvis også vigtige i udviklingen af padel. Vi har allerede et tre timers-inspirationsbesøg på hylderne, som medlemsforeninger gratis kan få glæde af i 2020. Det er rettet mod, at trænere og andre ildsjæle i foreningen bliver introduceret til de mest grundlæggende elementer af padel, så de kan få gang i aktiviteterne.

Derudover er vi ved at lægge sidste hånd på første del af en grundlæggende træneruddannelse, der er klar til udbud i efteråret 2020. Endelig har vi også andre mindre fokuskurser med i planlægningen.

Turneringer

Vi har søsat en turneringsrække under navnet Dansk Padel Tour, hvor de første afdelinger desværre måtte udskydes grundet COVID-19. Vi håber, at det bliver muligt at komme i gang med Dansk Padel Tour inden længe. Der bliver også arbejdet på andre turneringsformer, som holdturneringer, DM og breddeturneringer for alle aldre og niveauer.

Træningsmiljøer

Det gode træningsmiljø er helt afgørende for udviklingen af padel. Uanset om det er børn, unge, voksne eller ældre. Om det er begyndere eller øvede. Træningsmiljøet skal passe til målgrupperne. Det skal være sjovt og udviklende. Både som spiller og menneske. Vi vil arbejde for at få skabt de gode træningsmiljøer i foreninger og i samspil med andre aktører til gavn for spillerne.

Det gælder både bredde og elite. Vi vil derfor også arbejde for etablering af talent-træning og en god struktur omkring landsholdsarbejde.

Hvor finder du os?

Der er en hjemmeside på vej, hvor vi vil favne alt det, som vi arbejder med i forhold til padel. Nyheder, uddannelse, turneringer, faciliteter og meget mere. Vi bliver naturligvis også aktive på sociale medier. Faktisk kan I allerede nu følge os på Facebook-siden Padel i Danmark, hvor vi kommunikerer om alt det padel, vi har på hjertet.

Du finder os her: facebook.com/padelidanmark

Har du spørgsmål til padel, er du velkommen til at kontakte padelkonsulenter hos DGI og Dansk Tennis Forbund.

Tore Deleuran-Skjold
Uddannelse og turneringer
tore.deleuran-skjold@dgi.dk
Tlf: 42 34 32 54

Morten Hedegaard
Klubudvikling, foreninger og faciliteter
morten.hedegaard@dgi.dk
Tlf: 71 72 10 73

Læs mere om DGI og DTF’s nye samarbejde