DGI og Dansk Tennis Forbund præsenterer Dansk Padel Tour. Over syv turneringer dyster spillerne i A- og Veteranrækkerne om point til den afsluttende Masters. Der er også en B-række, og tilmeldingen til den første turnering er åben.
Dansk Padel Tour var netop lanceret, og den første afdeling skulle være afviklet i slutningen af marts. Men som med så mange andre begivenheder satte COVID-19 en stopper for dette.
Nu er DGI og Dansk Tennis Forbund klar med nye datoer for Dansk Padel Tour. Den første turnering løber af stablen d. 19.-20. september hos PadelBoxen i Odense. Herefter går turen til Racket Club i København, Padel Star i Aarhus og ProPadel i København. De sidste værter vil blive offentliggjort senere. Den store Masters – det afsluttende finaleslutspil – bliver afholdt d. 10.-11. april 2021 hos ProPadel i Dragør.
Der er både en kvinde- og en herrerække i A, B og Veteran. I A og Veteran kæmper spillerne om vigtige point til den store Masters.
Vi glæder os til at få skudt gang i Dansk Padel Tour!
Læs mere om turneringen her.