Coronavirus

Find de opdaterede retningslinjer og gode råd til padel fra DGI og DTF.

Læs mere

Padel og tennis i skøn forening

Padel og tennis i skøn forening

Padel og tennis i skøn forening 2400 1600 Padel i Danmark

Frederikshavn Tennisklub fik i år en padelbane. Det har givet et boom for både tennis og padel. Formanden jubler: ”Det redder vores røv”.

Foto: Morten Olsen

På en af årets bedste oktoberdage er der masser aktivitet på anlægget i Frederikshavn Tennisklub. Både klubbens fem grusbaner og årets nyerhvervelse – en padelbane – er fyldt med glade og koncentrerede spillere.

I det hele taget har år 2020 været noget særligt for den nordjyske klub.

”I perioder har vi været tilbage til det liv, der var på tennisbanerne i Danmark i 80’erne, hvor vi var rigtig mange. Det er en fornøjelse at komme op i klubben og se, at der igen bliver spillet på alle fem baner, og der er fuldt skrald på padelbanen. Det skaber det klubliv igen, som vi har skreget efter i mange år,” siger klubbens formand, Rene Jensen.

Formanden ved, hvad han taler om efter mere end 40 år som medlem i klubben, hvor han startede som 10-årig. De sidste 20 år har han haft formandskasketten på.

”Jeg har været en del af det hele vejen igennem. Fra dengang, hvor der gik to dage fra du havde spillet, før der var en ledig tid inde på tavlen. Sådan er det nu på padelbanen. Det er bare en fornøjelse,” siger Rene Jensen.

Padel og tennis hånd i hånd

Fra starten af sæsonen 2020 stod Frederikshavns nye padelbane klar til brug. Banen har pustet nyt liv i klubben. Helt naturligt har klubben fået nye padelmedlemmer. Men mindst lige så bemærkelsesværdigt er det, at der også er kommet flere tennismedlemmer til.

”Det har givet et boom på begge sider. Både på tennissiden og på padel,” fortæller Rene Larsen, når han skal opsummere medlemsudviklingen.

I 2019 havde Frederikshavn Tennisklub 88 medlemmer. I år er det tal steget til 122 personer, som har valgt at betale for at spille tennis i klubben. Dertil kommer 80 padelmedlemmer, hvoraf de 50 både spiller tennis og padel.

Nok så interessant er det, at det især er de 18-25-årige, som har meldt sig ind. Det er ellers en aldersgruppe, der har været et særsyn i Frederikshavn Tennisklub.

”Førhen havde vi ikke rigtig nogen af dem. Det er jo i den alder, at de tager fra byen for at læse i Aalborg, Aarhus og så videre. Vi fornemmer, at de virkelig har hygget sig med det. De spiller flere timer i træk. Så er de lige ovre og hente en sandwich, og så er de tilbage igen og spiller videre,” siger Rene Jensen.

Frederikshavn Tennisklub

Foto: Morten Olsen

På tegnebrættet siden 2015

Ideen med at få padel til Frederikshavn Tennisklub har været nogle år undervejs. Allerede i 2015, hvor klubben havde 100 års jubilæum, begyndte formanden at lege med tanken.

Men han rendte hovedet mod en mur, da han på daværende tidspunkt ikke rigtig kunne få nogen til at give ham en pris på en bane. Rene Jensen var både via Spanien og Italien. Til sidst løb det ud i sandet.

Men ideen ulmede stadig i frederikshavneren. Sidste år blev den ulmen til en lys lue i takt med, at der kom flere og flere padelbaner på landsplan.

”I 2019 kunne vi godt fornemme, at hvis vi skulle med det tog, der var på vej ud af perronen, så var det ved at være,” siger Rene Jensen.

De fik kommunen med på ideen, og der blev søgt fonde. Samtidig spædede klubben 200.000 kroner af egen kasse i projektet. Det har været den bedste investering i mands minde.

”Jeg kan kun opfordre andre tennisklubber, der går med ideen, til at komme i gang. Det giver liv på anlægget, og det redder bare vores røv. Jeg tror ikke, at man skal være bange for at miste tennismedlemmer. Jeg tror tværtimod, at padel er med til, at vi kan fastholde tennismedlemmerne,” siger formanden.

Penge i madrassen

Med nye medlemmer i folden er glæden også steget for de ’gamle’ medlemmer. Rene Jensen peger på, at det gode klubliv er vendt tilbage for fuld kraft. Det har været den største gevinst. Et godt eksempel på det var en sommerfest tidligere på året.

”Vi lavede en sommerfest, hvor man kom og spillede tennis og padel på kryds og tværs og sluttede af med noget pattegris. Der var vi over 50 til spisning. Førhen har vi måske været 12 til en sæsonafslutningsfest. Det er en fornøjelse at være en del af sådan noget igen,” siger han begejstret.

Samtidig har investeringen i padelbanen også vist sig at løfte klubben rent økonomisk. Klubben har rundet 30.000 kroner i indtægt på gæstespil, hvor padelbanen står for hovedparten. Dertil kommer de øgede kontingentindtægter.

”Vi kan slet ikke få hænderne ned. Det er lige før, at kasseren kan tillade sig at sidde og sove, med alle de penge han har i madrassen,” siger Rene Jensen med et smil.

Foto: Morten Olsen

Bane 2 i støbeskeen

De har fået blod på tanden i Frederikshavn. Padelbanen har nærmest alle de medlemmer, den kan holde til, hvis folk også rent faktisk skal kunne spille nogenlunde regelmæssigt. Derfor arbejder klubben allerede på at tilføje endnu en bane til anlægget.

”Men vi gør det ikke på bekostning af tennisbanerne. Vi finder plads til padelbanerne på anlægget og bevarer de fem tennisbaner. Mange siger, at vi ikke behøver fem tennisbaner. Men det gør vi, for vi kan se, at behovet stadig er der,” siger Rene Jensen om den symbiose, som padel og tennis har opnået i Frederikshavn.

Medlemsudvikling i Frederikshavn Tennisklub

20162017201820192020
82798088122

* I 2020 har klubben 80 padelmedlemmer. De fordeler sig med ca. 30 ’gamle’ medlemmer, der har valgt padel til, 30 rene padelmedlemmer og 20 nye medlemmer, der både spiller padel og tennis.