Nu udbydes næste trin på den grundlæggende træneruddannelse for første gang. Padeltræner 3 byder på fire nye slag, endnu flere taktiske aspekter og refleksioner omkring trænerrollen og gode træningsmiljøer.
Foto: Esben Zøllner Olesen for DGI/DTF
Endnu et trin på den grundlæggende Padeltræneruddannelse er klar. Til februar og marts udbydes Padeltræner 3 nemlig for første gang. P3 er et to dages forløb spækket med teknik og taktik – både teoretisk og praktisk på banerne.
”Med P1 og P2 har vi igangsat de første to led i den danske padeltræneruddannelse. De blev lavet på et tidspunkt, hvor antallet af padeltrænere med formel viden var på et absolut minimum. Derfor var prioriteten at give dem muligheden for at opnå grundlæggende teknisk viden, samt omkring at planlægge og afholde en god træningssession med relevante undervisningsprincipper,” siger Tore Deleuran-Skjold, padelkonsulent hos DGI og Dansk Tennis Forbund, og fortsætter:
”Vi har haft mange igennem P1 og P2. Rigtig mange. Derfor er det nu tid til at udbyde næste led i uddannelseskæden: P3. Her bliver deltagerne styrket i deres viden omkring trænerrollen og dens opgaver. Ikke mindst øvelsesdesign. Teknisk bliver der introduceret fire nye slag, og deltagerne vil også blive introduceret til endnu flere taktiske aspekter i sporten i form af teori og underbyggende øvelser på banen.”
For trænere på alle ambitionsniveauer
P3 afholdes d. 26-27. februar hos Ølstykke Tennis og Padelklub og den 12-13. marts hos KIF Padel i Kolding. Og mens det trin er på vej til at blive udbudt for første gang, arbejdes der allerede på det sidste trin af den grundlæggende træneruddannelse – P4.
”Vi følger nøje DIF’s rammebeskrivelse, således at padeltræneruddannelsen på sigt bliver adgangsgivende til diplomtræneruddannelsen. Dette fortsætter vi også med i Padeltræner 4. Vores padeltræneruddannelse er således en sikker og givende uddannelsesmulighed for trænere på alle ambitionsniveauer, der efterkommer den nyeste teoretiske viden på og uden for banen,” slutter Tore Deleuran-Skjold.