Nomineret til Arla Protein Spillerprisen: Julia Wiese

Nomineret til Arla Protein Spillerprisen: Julia Wiese

Nomineret til Arla Protein Spillerprisen: Julia Wiese 1600 1067 Padel i Danmark

I denne uge præsenterer vi de tre nominerede til Arla Protein Spillerprisen. Prisen skal uddeles for første gang og gives til en spiller, der i særlig grad har udviklet sig eller udmærket sig i padelsporten i Danmark. I dag kan du møde vores første nominerede: Julia Wiese.

Julia fik andenpladsen med sin makker Betina Pedersen ved DM i Padel 2022 – Powered by Arla® Protein. Foto: Morten Olsen

For første gang nogensinde skal Arla Protein Spillerprisen uddeles. Prisen skal bidrage til at sætte spot på en spiller, der i særlig grad har udviklet sig eller udmærket sig i padelsporten i Danmark.

Sammen med Arla® Protein vil Padel i Danmark med prisen hylde de store individuelle præstationer i padelsporten i Danmark, der er med til at tage sporten endnu længere hver dag.

Vinderen kan se frem til en præmiecheck på 10.000 kroner, som skal støtte op om spillerens videre udvikling.

De tre nominerede er udvalgt af en jury bestående af repræsentanter fra Padel i Danmark. Vinderen bliver ligeledes besluttet af juryen.

’Padel i Danmark’ er navnet på DGI og Dansk Tennis Forbunds samlede indsats for at udvikle padelsporten i Danmark.

Nomineret: Julia Wiese

Julia har med sine 24 år allerede vist, at hun hører til i toppen af padel. Amagerkaneren er med sit store engagement for sporten med til at rykke padel frem hver eneste dag.

Julia har vist sig som en god padelambassadør, der aktivt arbejder for at gøre padel bedre og skubbe til grænserne for, hvad der kan lade sig gøre for sporten i Danmark.

Tidligere på året sagde hun sit fuldtidsjob i pensionsbanchen op for at gå all-in på sin padelkarriere. Siden da har hun arbejdet deltid i Racket Club, hvor hun er community manager og blandt andet sidder med deres ungdomsakademi, som er vokset stort, siden hun kom til. Resten af tiden er bliver brugt på at dygtiggøre sig i padel og rejse rundt til turneringer i både ind- og udland.

Derfor betyder det også noget helt særligt for hende, da hun får overbragt nyheden om nomineringen til Arla Protein Spillerprisen i telefonen.

”Det betyder enormt meget. Jeg bruger rigtig meget tid på padel. Jeg sagde mit job op i maj måned for at spille og bidrage til sporten. Så jeg prøver at gøre rigtig meget for at udbrede den. Nomineringen er et kæmpe klap på skulderen og et hint om, at det, jeg gør, er rigtigt. Så det betyder meget, at det bliver lagt mærke til, for jeg har arbejdet hårdt for det,” fortæller Julia.

Store ambitioner for fremtiden

Julia har desuden deltaget flittigt i mesterskaber og træningssamlinger på tværs af alle organisationer samt som deltager ved DM i Padel 2022 – Powered by Arla® Protein, der var en del af DM Ugen i Aalborg i juni, hvor hun stillede op i både mix- og damedouble.

I damedoublen nåede hun helt til finalen med sin makker Betina Pedersen, der dog måtte se sig slået af makkerparret Trine Bassett og Maria Rasmussen. Trods nederlaget i finalen er den unge spiller glad for at have været med til at vise, hvad padelsporten kan foran et stort publikum.

”Atmosfæren og setuppet var vildt. Det var rigtig, rigtig fedt at spille nede på kajen, hvor der var en masse andre sportsgrene, og føle, at vi alle var samlet på tværs af sportsgrene. Der kom rigtig mange mennesker, som havde lyst til at se, hvad padel var for noget. Det var rigtig fedt at være med til at vise, hvad padel kan. Og selvfølgelig vise blandt alle de andre sportsgrene, at padel også er en rigtig sport.”

Foto: Morten Olsen

Selvom Julia allerede hører til blandt toppen over kvindelig padelspillere i Danmark, så er målene klare for det unge talent, som arbejder hårdt for hele tiden at blive bedre og udvikle sine padelkompetencer.

”Jeg kunne rigtig godt tænke mig at være den bedste i Danmark. Vinde DM og være nummer et på ranglisten. Og så kunne jeg rigtig godt tænke mig at spille mig ind i hovedrunden i en World Padel Tour-turnering. Nu har jeg prøvet at spille kvalifikation, men det ville være et kæmpe mål for mig at komme ind i hovedrunden som en af de første danskere.”

En foregangskvinde

Julia er trods sin unge alder ikke bange for at gå forrest og gøre sig de erfaringer, der skal til, for at brede sporten endnu længere ud i Danmark. Derfor hører Julia til blandt de tre nominerede.

”Julia er en foregangskvinde i padelsporten, der har valgt at satse på padel og investere rigtig meget i sporten. Hun er en god padelambassadør, der altid er klar til at bakke op om padel. Julia har desuden deltaget i flittigt mesterskaber og elitesamlinger arrangeret af Padel i Danmark,” forklarer Tore Deleuran-Skjold, der er padelkonsulent i Padel i Danmark.

Julia er den første af i alt tre nominerede til Arla Protein Spillerprisen. De øvrige nominerede vil blive afsløret de kommende dage. Vinderen vil blive offentligt gjort de kommende uger.

Om prisen:

Arla Protein Spillerprisen skal bidrage til spiller- og talentudviklingen ved at kaste spotlight på de nominerede spillere og ved at støtte vinderen med præmien på 10.000 kroner.

Vinderen af Arla Protein Spillerprisen er kendetegnet ved flere af nedenstående ting

  • En spiller som har gennemgået en markant udvikling rent spillemæssigt
  • En spiller, som er en god repræsentant for padelsporten og en god rollemodel i sporten
  • En spiller som tør tænke langsigtet og ikke blot er fokuseret på resultater her og nu
  • En spiller, som med sit engagement bidrager til den samlede spiller- og talentudvikling i Danmark
  • En spiller som deltager aktivt i aktiviteter under Padel i Danmark

Prisen skal uddeles for første gang i år. Vinderen vil modtage pris og præmiecheck i spillerens klub af repræsentanter fra både Arla® Protein og Padel i Danmark.