I denne uge vil vi præsentere de nominerede til Arla Protein Foreningsprisen. Feltet har været skarpt og indstillingerne mange. Nu kan I møde den første af i alt tre nominerede foreninger: ØBG Silkeborg – Tennis og Padel.
Hver eneste dag er der foreninger, som arbejder for at gøre en forskel for padelsporten i Danmark. Foreninger, der arbejder hårdt for fællesskabet og for at udvikle og udbrede padel.
Derfor er det helt oplagt, at Arla® Protein og Padel i Danmark igen i år uddeler Arla Protein Foreningsprisen.
Sidste år gik æren til Holbæk Tennis & Padel Klub. Med prisen følger en præmiecheck på 10.000 kroner, som skal gå til vinderforeningens videre udvikling og virke.
På baggrund af et imponerede felt af indstillede foreninger fra hele landet, er det nu blevet tid til at præsentere den første af de tre nominerede til dette års udgave.
Nomineret: ØBG Silkeborg
I ØBG Silkeborg buldrer padel afsted. Klubben har de sidste mange år været i en rivende udvikling omkring sporten – og det fortsætter kun. Den midtjyske klub satser stort på børn og unge. Derfor tilbydes der træning til alle niveauer og aldersgrupper med forskelligt fokus. Træningstilbuddene har haft så stor succes, at der lige nu er godt 75 børn og unge, som hver uge spiller padel hele året. ØBG har gjort padelsporten til en breddeidræt i lokalområdet, man går til, på linje med fodbold, håndbold og badminton.
At arbejdet i foreningen bliver bemærket, vækker stor glæde i ØBG Silkeborg, da de får overbragt nyheden om at være nomineret til Arla Protein Foreningsprisen 2023.
”Det er en kæmpe anerkendelse af alt det arbejde, vi har lavet. Og vi glæder os megameget til, at der skal ske mere. Vi vil rigtig mange ting,” siger Anette Sander Hindsgavl, der er juniortræner og padelansvarlig i ØBG Silkeborg – Tennis og Padels bestyrelse.
Skolesamarbejde og sociale fællesskaber
ØBG Silkeborg Tennis og Padel har i lang tid samarbejdet med blandt andet lokale folkeskoler og ungdomsuddannelse, og det er med til, at klubben i dag har måske Danmarks største ungdomsafdeling med alt fra padelleg til elitetræning.
Foreningen er hovedsageligt båret af frivillige kræfter, og har siden 2020 uddannet mere end 10 frivillige trænere til at varetage den ugentlige træning samt camps. Dertil kommer et hjælpetrænerprogram, hvor nogle af klubbens unge gennemgår træning og udvikling sammen i forhold til trænerollen og hjælper til på hold sammen med de voksne trænere fast hver uge. Programmet, der nu har flere år på bagen, har sikret en flok af hjælpetrænere, som er begyndt selv at kunne tage både børne- og voksenhold.
(Artiklen fortsætter under billedet)
ØBG Silkeborg Tennis og Padel byder også på foreningssammenhold, sociale fællesskaber og træning for de voksne. Der tilbydes ugentlig træning for både kvinder og herrer på alle niveauer. Et tiltag, der startede som kvindepadel for begyndere i 2019, og nu rammer alle. Det særlige fokus på kvinder fra starten har gjort, at kvinderne i dag udgør en fjerdedel af padelmedlemmerne i klubben.
De mange ugentlige træningshold gør, at medlemmerne i ØBG Silkeborge Tennis og Padel kan starte til padel alene og i løbet af meget kort tid få et netværk med masser af muligheder for sport og hygge. Ud over træningen har ØBG flere gange om ugen og på forskellige tidspunkter sociale arrangementer som americano, mexikano med videre, hvor medlemmerne møder hinanden på kryds og tværs.
For ØBG er mantraet, at sporten skal være tilgængelig for alle, og derfor kan man i klubben tegne et medlemskab på få hundrede kroner om måneden, som giver adgang til frit spil samt eventuel træning. For børnene er medlemsskabet billigere.
Klubben har i dag fire turneringshold og truppen omkring holdene samarbejder tæt om træning. Fælleskabet og udviklingen af den enkelte er i højsædet, når de hver lørdag morgen står tidligt op for at starte weekenden sammen på træningsbanen.
Selvom klubben er kommet langt, bliver der ikke slækket på ambitionerne. Tværtimod.
”Der er stadig plads til flere aktiviteter – særligt formiddagene byder på tommer baner, som skal fyldes op af glade ansigter med padelbat i hånden. Der ligger stadig nye muligheder inden for teambuilding, veteranpadel, valgfag i skolen, padelfitness og så videre, som bare venter på at blive sat i gang,” lyder det til sidst i indstillingen.
Om prisen:
Arla Protein Foreningsprisen skal i år uddeles for første gang nogensinde. Prisen skal gå til en forening, der har gjort noget ekstraordinært for padelsporten. Det kan være ved…
- At foreningen har et højt aktivitetsniveau, der rammer mange målgrupper – gerne målgrupper, som ellers er underrepræsenteret i idrætten
- At foreningen har været med til at gøre det mere tilgængeligt at spille padel og har været med til at sætte sporten på landkortet
- At foreningen er nytænkende eller er med til at udvikle padelsporten i Danmark med konstruktive løsninger og innovative bud på, hvordan vi i fællesskab kan skabe endnu mere padel
- At foreningen har deltaget aktivt i Padel i Danmarks aktiviteter, fx Træneruddannelsen, Arla Protein-ligaen, andre turneringer m.m.
Vinderforeningen vil modtage pris og præmiecheck i foreningen af repræsentanter fra både Arla® Protein og Padel i Danmark.