Denne uge præsenterer vi de tre nominerede til Arla Protein Spillerprisen. Prisen gives til en spiller, der i særlig grad har udmærket sig i padelsporten i Danmark. I dag kan du møde vores tredje og sidste nominerede: Daniel Stisen.
Arla Protein Spillerprisen skal uddeles for anden gang. Bag prisen står Arla® Protein og Padel i Danmark, der i fællesskab vil bidrage til at sætte spot på en spiller, der i særlig grad har udviklet sig og udmærket sig i padelsporten i Danmark.
Sidste år gik æren til Emil Lilleøre Madsen, der samtidig modtog en præmiecheck på 10.000 kroner. Og nu er det tid til at finde og kåre dette års vinder.
De tre nominerede – og herunder den endelige vinder – er udvalgt af en jury bestående af repræsentanter fra Padel i Danmark. Vinderen vil blive afsløret i de kommende uger.
’Padel i Danmark’ er navnet på DGI og Dansk Tennis Forbunds samlede indsats for at udvikle padelsporten i Danmark.
Nomineret: Daniel Stisen
Vores sidste nominerede er en særdeles slagkraftig herre. Det er ikke for sjov, han bliver kaldt ”Hammeren.” Daniel Stisen smasher så hårdt, at det umuligt kan gå ubemærket hen, når man ser ham spille.
Netop det fik tilskuerne lov til at overvære, da herrernes finale ved DM i padel 2023 – Powered by Arla® Protein skulle afgøres. Her stod Daniel sammen med sin makker Lasse Schram Simonsen overfor Klaus Balic Sørensen og Frederik Iversen.
På vejen til finalen havde Daniel og Lasse slået det førsteseede par ud af turneringen i sikker stil. Og det fortsatte på finaledagen, hvor makkerparret dominerede kampen fra start til slut og kunne tage DM-titlen. Særligt den hårde smash havde høstet store klapsalver fra det begejstrede publikum rundt om banen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Nomineringen til Arla Protein Spillerprisen vækker en stor glæde hos Daniel, der er både ydmyg og taknemmelig for at være blandt de tre nominererede.
”Det havde jeg bestemt ikke regnet med, så jeg er meget glad for, at der også er plads til en powersmasher blandt de nominerede. Og må da erkende, at det giver blod på tanden til at blive endnu bedre, hvis min måde at spille padel på også kan være en inspiration for andre,” siger Daniel Stisen.
Suveræn fighter
Når Team Skive jagter vigtige point i den bedste række i Arla Protein Ligaen, er det ofte med Daniel på holdkortet. Han er en fighter og vil vinde for enhver pris. Det beviste han blandt, da han sammen med sit hold spillede holdkamp i sidste sæson og hamrede sin venstre hånd ind i døren på vej ud for at returnere en bold. Det medførte, at hånden bulede og hævede op, men det satte ikke en stopper for Daniel, der ikke ville svigte holdet, og efter en pause fortsatte han sit spil med forbinding på.
”Daniel vandt suverænt DM i sommer med sin makker Lasse Schramm Simonsen, hvilket var hans første indtog på en større scene. Flot bedrift! Siden har han fulgt op med blandt andet at vinde en turneringsrejse til Italien og har fået etableret sig blandt landets 50 bedste spillere. Han er superdygtig offensivt og har nok et af landets bedste smash,” siger Tore Deleruan-Skjold, der er padelkonsulent i Padel i Danmark.
Daniel er den sidste af i alt tre nominerede til Arla Protein Spillerprisen. De foregående dage blev det afsløret, at Maria Rasmussen og Julia Wiese også er nomineret til prisen.
Om prisen:
Arla Protein Spillerprisen skal bidrage til spiller- og talentudviklingen ved at kaste spotlight på de nominerede spillere og ved at støtte vinderen med præmien på 10.000 kroner.
Vinderen af Arla Protein Spillerprisen er kendetegnet ved flere af nedenstående ting
- En spiller som har gennemgået en markant udvikling rent spillemæssigt
- En spiller, som er en god repræsentant for padelsporten og en god rollemodel i sporten
- En spiller som tør tænke langsigtet og ikke blot er fokuseret på resultater her og nu
- En spiller, som med sit engagement bidrager til den samlede spiller- og talentudvikling i Danmark
- En spiller som deltager aktivt i aktiviteter under Padel i Danmark
Prisen skal uddeles for anden gang i år. I 2022 gik prisen til Emil Lilleøre. Vinderen vil modtage pris og præmiecheck i spillerens klub af repræsentanter fra både Arla® Protein og Padel i Danmark.