Arla Protein Spillerprisen uddeles for anden gang og er et samarbejdede mellem Arla® Protein og Padel i Danmark. Julia Wiese får prisen for sit store arbejde for padelsporten på og uden for banen.
Der var fuld fokus på bolden, da Julia Wiese spillede kamp på center court i Racket Club Taastrup – Arla Protein Stadion. Derfor lagde hun heller ikke mærke til, at formanden for Dansk Tennis Forbund, Henrik Thorsøe Pedersen, var på vej hen mod banen for at lykønske hende.
Julia er nemlig vinderen af Arla Protein Spillerprisen 2023. Og mens hun fik overrakt et buket blomster og en præmiecheck på 10.000 kroner havde formanden et par rosende ord med på vejen til hende.
”Julia Wiese har i år leveret en række utroligt flotte resultater. Som dobbelt Danmarksmester ved DM i padel 2023 slog Julia endnu engang sit navn fast i den danske padelelite. Hun er en spiller som skubber til grænserne for, hvad der kan lade sig gøre i dansk padel, og er hver dag med til at inspirere os alle både på og udenfor banen. Derfor er det også enormt fortjent, at hun nu modtager Arla Protein Spillerprisen,” sagde Henrik Thorsøe Pedersen.
Sammen med Arla® Protein vil Padel i Danmark med prisen sætte spot på en spiller, der i særlig grad har udviklet sig og udmærket sig i padelsporten i Danmark.
En flot ambassadør for sporten
Resultaterne taler for sig selv. Julia ryddede nemlig bordet, da hun blev dobbelt Danmarksmester ved DM i padel 2023 – Powered by Arla® Protein, der blev spillet ved DM-ugen i Aalborg i juni.
Men også uden for banen udmærker den 25årige amagerkaner sig. Sidste år valgte Julia at forlade sit fuldtidsjob i pensionssektoren for at forfølge sin padelkarriere på fuld tid. Siden da har hun arbejdet deltid som community manager i Racket Club Taastrup.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Udover sit job dedikerer hun tid til at forbedre sine padelfærdigheder og deltager i turneringer både nationalt og internationalt. Julia markerer sig som en af de førende inden for dansk padel og hendes store passion bidrager dagligt til sportens udvikling.
”Det betyder enormt meget for mig at have vundet Arla Protein Spillerprisen 2023, fordi jeg bruger sindssygt meget tid padel. Både på banen og også udenfor banen. Jeg lægger hele mit fuldtidsarbejde i sporten, så det er en kæmpe anerkendelse for mig at vinde prisen. Jeg er megastolt over, at I har valgt mig,” sagde Julia, da hun modtog prisen.
Julia er en fremragende ambassadør for padel og arbejder aktivt for at forbedre sporten samt udfordre grænserne for, hvad der er muligt inden for padel i Danmark. Netop derfor er hun en fortjent vinder af Arla Protein Spillerprisen 2023.
Udover Julia Wiese var også Maria Rasmussen og Daniel Stisen nomineret til Arla Protein Spillerprisen. De tre nominerede er udvalgt af en jury bestående af repræsentanter fra Padel i Danmark, og vinderen er ligeledes blevet besluttet af juryen
Om prisen:
Arla Protein Spillerprisen skal bidrage til spiller- og talentudviklingen ved at kaste spotlight på de nominerede spillere og ved at støtte vinderen med præmien på 10.000 kroner. Prisen er blevet uddelt for anden gang.
Vinderen af Arla Protein Spillerprisen er kendetegnet ved flere af nedenstående ting:
- En spiller som har gennemgået en markant udvikling rent spillemæssigt
- En spiller, som er en god repræsentant for padelsporten og en god rollemodel i sporten
- En spiller som tør tænke langsigtet og ikke blot er fokuseret på resultater her og nu
- En spiller, som med sit engagement bidrager til den samlede spiller- og talentudvikling i Danmark
- En spiller som deltager aktivt i aktiviteter under Padel i Danmark
I 2022 blev Emil Lilleøre Madsen den første vinder af prisen.