ISI Idrætshøjskole laver samarbejde med DGI og DTF om Danmarks første padellinje

ISI Idrætshøjskole laver samarbejde med DGI og DTF om Danmarks første padellinje

ISI Idrætshøjskole laver samarbejde med DGI og DTF om Danmarks første padellinje 1920 1080 Padel i Danmark

Elever på ISI Idrætshøjskole vil fra august få mulighed for at blive uddannet padeltrænere med certificering fra DGI og Dansk Tennis Forbund på deres ophold.

Snart er der padel på skemaet for de elever på ISI Idrætshøjskole, der til august vælger padellinjen. Her bliver eleverne som et led i deres undervisning uddannet i DGI og DTF’s Padeltræner 1-2-3.

Padel på skemaet hver dag lyder som en drøm. Men det bliver virkeligheden for eleverne på den helt nye padellinje på ISI Idrætshøjskole (red., Idrætshøjskolerne Ikast).

Padellinjen er den første af sin slags i Danmark, og eleverne kan se frem til at få undervisning fem gange om ugen fordelt på fire dage. Som en del af undervisningen får eleverne mulighed for at fordybe sig i alle padelsportens facetter og skal arbejde med fokus på de tekniske, taktiske, fysiske og mentale elementer.

Der vil desuden være fokus på kommunikation, relationer og samarbejde samt at skabe gode relationer og fællesskaber, både som makkerpar, og som træningstrup på højskolen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Sådan kommer størstedelen af dagen til at se ud for de elever på ISI Idrætshøjskole, der vælger padellinjen.

Padellinjen giver eleverne adgang til at opnå trænerkvalifikationer på tre forskellige niveauer: Padeltræner 1, 2 og 3. Kurserne er udviklet i samarbejde med DGI og Dansk Tennis Forbund.

“På ISI Idrætshøjskole har vi oprettet landets første padellinje i højskoleregi. Når vi server fra land til august, kan eleverne med padel som linjefag se frem til at have padel på skemaet fem dage om ugen. Her fordyber vi os i dette fascinerende spil. Samtidig er vi også enormt glade for og spændte på samarbejdet med DGI og Dansk Tennis Forbund omkring deres padeltræneruddannelse, som eleverne i løbet af opholdet vil blive uddannet i,” siger Kristian Mølgaard, der skal være underviser på padellinjen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Kristian Mølgaard, ansvarlig for padellinjen på ISI Idrætshøjskole, glæder sig til at komme i gang.


Klar til foreningslivet

Padeltræneruddannelsen er for alle, der brænder for at være træner, men også dem, der tænker, det er godt at have til CV’et. Der er rift om padeltrænerne rundt omkring i de danske foreninger, og derfor er der gode muligheder for at komme ud og arbejde med sporten efterfølgende.

“Det er enormt spændende, at ISI Idrætshøjskole nu tilbyder padel som linjefag, hvor eleverne dagligt kan arbejde med alle mulige aspekter af padelspillet. Det gælder også trænerrollen, hvor vi ser frem til at arbejde med og klæde eleverne på i trænerrollen og alt, hvad den indebærer både på og udenfor banen. Højskolelivet og foreningslivet bygger på mange af de samme værdier, og det er helt naturligt at give eleverne muligheden for at blive uddannet som kompetente padeltrænere, så de kan komme ud og være med til at skabe motiverende idrætsmiljøer på padelbanerne efter opholdet,siger Morten Hedegaard, padelkonsulent hos DGI og Dansk Tennis Forbund.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Lyder det som noget for dig, eller en du kender? Så tjek padellinjen ud på linket nederst i artiklen.


Vil du vide mere?

Læs om padellinjen på ISI Idrætshøjskole her.