I 2024 voksede medlemstallet i padelsporten med 6,6 procent og rundede 30.000 medlemmer.
De seneste år har padel taget nogle gevaldige stigninger hvert forår, når de nyeste medlemstal er blevet offentliggjort. Selvom stigningen fra 2023 til 2024 ikke kan måle sig med de foregående år, er der stadig tale om en flot stigning på 6,6 procent, hvilket svarer til 1.862 medlemmer.
Medlemstallet steg til 30.098 i 2024 mod 28.236 i 2023. Det viser tallene fra idrættens hovedorganisationer, DIF og DGI. Også antallet af foreninger, der tilbyder medlemmerne padel, er steget fra 186 foreninger i 2023 til 213 foreninger i 2024.
91 af foreningerne har minimum 100 medlemmer. Medlemstallet gør padel til den 17. største idrætsaktivitet under DIF og DGI.
”Medlemstallene viser, at padel i den grad også har fat i foreningslivet. Selvom stigningen ikke har samme højder som de foregående år, er det stadig en flot stigning, der vidner om det imponerende stykke arbejde, der bliver gjort ude i foreningerne. Det gælder alt fra etablering af baner, få uddannet trænere, tilbyde træning og andre aktiviteter. I det hele taget bare det at få at godt fællesskab omkring padelsporten i den enkelte forening,” siger Morten Hedegaard, padelkonsulent i DGI og Dansk Tennis Forbund.
Stigningen er jævnt fordelt både på køn i aldersgrupper. Så det er stadig omkring en tredjedel af padelspillerne, der er kvinder, mens totredjedele er mænd.
Tallene viser også, at 4.080 af padelmedlemmerne i 2024 var børn og unge op til 18 år.
”Det er skønt og lover godt for fremtiden, at over 4.000 børn og unge under 18 år spiller padel i de over 200 forskellige foreninger, der udbyder padel som en fritidsaktivitet,” siger Morten Hedegaard.
Fakta og links
Ligesom padel kræver en god teknik, er der også masser af tekniske detaljer omkring opgørelsen af medlemstal.
- Opgørelsen for 2024 er fjerde gang, hvor padel tælles som en selvstændig aktivitet. I 2020 blev padelmedlemmer opgjort som en gren under tennismedlemmerne. Den gang var der 3.406 opført som padelmedlemmer.
- Et padelmedlem i en kombineret tennis- og padelklub kan også godt både spille tennis i klubben, ligesom et tennismedlem også kan spille padel. Medlemmerne indskrives for deres primære idræt.
- På tværs af DGI og DIF-idrættens specialforbund taler man om ’unikke medlemmer’. Det unikke medlemstal i padel er medlemstallene for alle DGI-klubber og alle klubber under Dansk Tennis Forbund lagt sammen. Klubber, som er med i begge organisationer, tælles ikke to gange.