Nye uddannede padeltrænere klar til at løfte aktiviteterne

Nye uddannede padeltrænere klar til at løfte aktiviteterne

Nye uddannede padeltrænere klar til at løfte aktiviteterne 2016 1512 Padel i Danmark

I løbet af de seneste to weekender har i alt 39 padelentusiaster fra hele landet deltaget på de første moduler af den grundlæggende træneruddannelse gennem DGI og Dansk Tennis Forbund. De uddannede trænere kan nu indtage banerne i klubber og centre, hvor de kan løfte træning og andre aktiviteter.

Der er blevet nørdet padel de sidste par weekender. Både i København og Aarhus. Anledningen var den første afvikling af en helt ny grundlæggende træneruddannelse i padel hos DGI og Dansk Tennis Forbund.

Den blev afviklet i Match Padel I hhv København d. 15.-16. August og Aarhus d. 22.-23. August. Om lørdagene stod den på Padeltræner 1 og søndagene på Padeltræner 2.

“Det var to weekender med fuldt tryk på. Vi har bygget de to uddannelser op, så deltagerne får mest mulig padel både på og uden for banen. Med masser af praktiske øvelser på banen,” fortæller Alex Laugesen fra DGI og instruktør på uddannelsen.

En af deltagerne var Anette Sander Hindsgavl fra ØBG Silkeborg, der har kunne tilbyde medlemmerne padel i mere end halvandet år og allerede har gang i forskellige træningstilbud.

“Det var super fedt med et godt mix af teori og praktik. Det er godt at vende hjem med følelsen af både at vide, hvad der skal læres videre, og hvordan det kan gøres. Vi var tre fra klubben afsted sammen, og det er fedt at have samme base, som vi nu kan planlægge ud fra. Turen hjem blev brugt til planer for ugens juniorhold samt kvindepadel og brainstorm over, hvordan vi ellers kan bringes i spil i klubben,” siger Anette Sander Hindsgavl fra ØBG Silkeborg.

Der var også begejstring fra en helt nystartet padelforening, nemlig Dragør Padel Klub.

“Jeg deltog på kurset for netop at blive bedre rustet til træning af vores nye medlemmer i Dragør Padel Klub, samt også selv at få en bedre viden og forståelse for padel. Uddannelsen levede fuldt ud til mine forventninger med kompetente instruktører og gennemarbejdet materiale. Stor ros til det arbejde de har lagt i dét. Der var en god stemning og højt humør blandt os padelentusiastiske kursister. Herligt. Jeg føler mig absolut bedre klædt på til at varetage træning og aktiviteter i vores nystartede forening,” siger Jesper Herche fra Dragør Padel Klub.

Der var også stor ros fra instruktørerne til de mange deltagere.

“Det var fantastisk at se, hvordan deltagerne gik til både øvelser og teori. Dejligt at mærke deres begejstring for padel og lyst til at lære. Vi håber, de føler sig markant bedre klædt på til at løfte aktiviteterne ude på banerne og glæder os til at følge med,” siger Tore Deleuran-Skjold fra DGI og instruktør på uddannelsen.

Der vil inden længe komme datoer for kommende Padeltræner 1 og 2.