Padel tiltrækker flere medlemmer i Frejlev Tennisklub

Padel tiltrækker flere medlemmer i Frejlev Tennisklub

Padel tiltrækker flere medlemmer i Frejlev Tennisklub 2560 1920 Padel i Danmark

Padel vinder frem i Danmark, og i Frejlev Tennisklub er de lykkedes med at tiltrække flere medlemmer ved at tilbyde sporten i klubben.

Da Frejlev Tennisklub for nogle år siden havde et vigende medlemstal, blev de enige om, at der skulle ske noget nyt, hvis foreningen fremadrettet skulle holdes i live. De satsede på den tennislignende sport padel.

”Vi fandt ret hurtigt ud af, at hvis vi skulle noget, så var vi nødt til at have et nyt produkt, end kun at have tennis som en aktivitet, som vi kun kan spille halvdelen af året,” forklarer bestyrelsesmedlem i Frejlev Tennisklub Jacob Thrysøe Ottosen.

I sommeren 2020 stod to udendørs baner klar til at blive spillet på i klubben, og det har vist sig at være en god investering. Medlemstallet er nemlig steget gevaldigt.

Selvom klubben, der nu har 170 medlemmer, ikke har tilbudt padel før, valgte de alligevel at lave to baner med det samme, fordi de kunne se, at interessen var stor.

”Vi så potentialet i det. Vi kunne se, hvordan det gik i Sverige og i København, og så ville én bane hurtigt begrænse os i at tage flere medlemmer,” siger bestyrelsesmedlem Jacob Thrysøe Ottosen.

Padel i fremgang

Padelsporten har for alvor haft fremgang de seneste år i Danmark. I starten af 2020 var der 99 baner på landsplan, og i slutningen af året var det tal 210. Padelkonsulent i DGI og Dansk Tennis Forbund, Morten Hedegaard, forventer, at det tal vil stige markant de kommende år, og at der allerede ved udgangen af 2021 vil være 400 baner i Danmark.

Se oversigt over baner

Padel er en blanding mellem tennis og squash, og banen på 20 gange 10 meter er omgivet af vægge, som aktivt bruges i spillet. Det kræver mindre styrke og teknik end andre sportsgrene og netop det, mener Morten Hedegaard er en af grundene til, at det er blevet så populært.

”Det er meget let at gå til rent teknisk. Det kræver ikke, at man først skal lære en hel masse teknik, for at få noget spil ud af det.”

Det er bestyrelsesmedlem Jacob Thrysøe Ottosen enig i.

”Alle dem, der er eller har været aktive indenfor ketcher-sport, har jo en vis erfaring med ketchere, og der passer padel rigtig godt. Du har nogle kompetencer, hvis du kommer fra andre sportsgrene, som hurtigt kan bringes i spil i padel,” siger han.

En sport for alle

I Frejlev Tennisklub tilbydes sporten til alle aldersgrupper. Men det er primært mænd mellem 30 og 60 år, der spiller padel i klubben. Før corona-nedlukningen stod en instruktør i foreningen for børne- og ungdomstræning hver fredag, ellers kan medlemmerne selv booke banerne, når de vil spille.

Netop fordi det ikke er en teknisk svær sport, mener padelkonsulent Morten Hedegaard, at alle kan være med.

”Det kan ramme en rigtig bred målgruppe. Man kan have rigtig mange med, som ikke har stor erfaring med at have et bat eller en ketcher i hånden, og som synes, at det er rigtig sjovt, fordi det er en social sport, og man får meget spil ud af det,” forklarer han.

Corona-situationen har tiltrukket flere familier til at spille padel i foreningen, fordi det spilles udendørs med fire personer, og på den måde kan alle covid-19-retriktioner overholdes.

Fremgang i Frejlev

I Frejlev er man glad for de mange nye medlemmer, der interesserer sig for padel-sporten. Lige nu er der så stor efterspørgsel efter padel i klubben, at der er medlemmer på venteliste. Derfor overvejer de i klubben at udvide med en tredje bane, hvis de kan finde midlerne til det.

Det er lykkedes klubben ved hjælp af crowdfunding at samle penge ind til udenomsarealer omkring padel-banerne. Arealet skal blandt andet bestå af en terrasse, som skal bidrage til det sociale liv i klubben, og hvor man som tilskuer nemt kan følge med.

Læs mere om deres crowdfunding

Artiklen er skrevet af Rikke Holst Eriksen.

Læs mere: Padel og tennis i skøn forening