Holbæk Tennis og Padel Klub har rundet 1000 medlemmer – en fordobling på kun to år. Nu har klubben akut brug for flere padelbaner, hvis medlemmerne ikke skal smutte igen.
Tallene taler deres tydelige sprog. I 2018 var de 500 medlemmer. I 2019 var de 675 og kunne blandt andet glæde sig over at blive kåret til højdespringer i dansk tennis. I sidste uge rundede de medlem nummer 1000.
Jo, det går godt i Holbæk Tennis og Padel Klub. Ikke mindst tilføjelsen af padel til klubbens sortiment har givet et kæmpe rykind.
”Det er helt enormt, at der er kommet så mange medlemmer. Selv mens der var sne og frost, har folk spillet padel udenfor. Og der kommer stadigvæk nye medlemmer til,” siger formand Ole Bindslev og tilføjer, at der også er kommet 100 nye tennismedlemmer det seneste år.
Mangler padelbaner
Holbæk Tennis og Padel Klub, der sidste år fyldte 100 år, råder over moderne faciliteter, efter klubben for få år siden flyttede til den nyopførte Holbæk Sportsby. Ni udendørs tennisbaner suppleres af fire indendørs tennisbaner i en af landets absolut bedste tennishaller.
Desuden råder klubben over to udendørs padelbaner. Og her er banekapaciteten knap, når 600 padelmedlemmer i Holbæk gerne vil til fadet. Det er en udfordring, som Ole Bindslev håber på at kunne gøre noget ved.
”Vi har ikke nok banetid. Vores ønske er, at vi lige nu kan få to udendørs padelbaner mere. På sigt, men ret hurtigt, vil vi også gerne have seks indendørs padelbaner. Vi nødt til at komme med på vognen nu, hvis vi skal følge med den efterspørgsel, der er. Ellers er det private interesser, der tager over,” siger han.
Den udvikling kan man blandt andet se i nabobyerne Kalundborg og Roskilde, hvor kommercielle padelcentre gør deres indtog.
Hvis ikke I får flere baner, kan I så blive ved med at holde på så mange padelmedlemmer?
”Det tror jeg bestemt ikke.”
Tennis bragte padel til Sportsbyen
At padel blev en del af byggeriet af sportsbyen, er Holbæk Tennis og Padel Klubs fortjeneste. I 2015 vedtog kommunen at samle de mange nye idrætsfaciliteter ét sted i byen. En årvågen bestyrelse i Holbæk Tennisklub, som det blot hed på det tidspunkt, fik lavet en aftale med kommunen. To minitennisbaner på det gamle anlæg blev byttet med to padelbaner i den nye sportsby.
Faktisk blev der anlagt fire padelbaner i sportsbyen. Holbæk Tennis og Padel Klub har dog kun råderet over de to af banerne. De to andre benyttes hovedsagligt at den relativt nyoprettede Sportsbyens Padel Klub.
Der er altså to padelklubber på samme matrikel. Den store spillelyst og knappe banetid resulterer i, at en del medlemmer går igen i begge foreninger. For Ole Bindslev er det en frustrerende konstruktion, fordi klubben gør meget ud af at promovere sporten og har en strategi om at få integreret padel og tennis rigtig godt i klubben.
”Vi laver en del aktiviteter som begynderpakker og introforløb. Så snart vi får lidt mere banekapacitet, går vi også i gang med i endnu højere grad at opbygge fællesskaberne via sociale arrangementer og lignende. Derfor kan det da godt være lidt frustrerende, at vi kan udlevere bat og bolde til et par nye medlemmer og så en time efter opleve, at de spiller på en anden klubs bane,” siger han.
For at få ambitionerne om den gode integration mellem padel- og tennisspillerne til at lykkes, er klubben ved at få etableret et samlingssted i form af et foreningshus nær både padel og tennisbaner, hvor også den nærliggende petanqueklub, eksempelvis bydes indenfor.
Det giver god mening at integrere tennis og padel, da padel ofte beskrives som 80 procent tennis og 20 procent squash. På landsplan er der masser af eksempler på klubber, hvor både tennis og padel blomstrer i skøn forening i samme klub.
Vil betale tilbage til samfundet
Netop promovering og gode introforløb er ifølge Ole Bindslev hovedårsagerne til den eksplosive medlemsvækst.
Formanden er ikke sen til at rose sin klubchef Carsten Højerslev og trænerstaben for den effektive indsats med promovering over for og gode modtagelse af nye medlemmer. Ambitionerne i klubben rækker til endnu mere.
Holbæk Tennis og Padel Klub barsler med tiltag for børn med autisme, ADHD og særlige behov under paraplyen TEAM Fred. Samtidig vil klubben gerne bygge bro til foreningslivet for beboerne i den nærliggende Ladegårdsparken, hvor mange beboere har anden etnisk herkomst, og hvor det at gå i en idrætsforening ikke er en selvfølge.
”Vi skal gøre noget for samfundet, fordi vi har de gode betingelser, som vi har ude i Sportsbyen. Vi er nødt til at betale tilbage til samfundet og måske hjælpe nogen, der ellers ikke har mulighed for at spille det her sjove spil. Vi skal i det hele taget have flere til at dyrke idræt. Det kan padel være med til, da det er en sport, der er rimelig let at gå til,” siger Ole Bindslev om den forpligtelse, som de føler i klubben
Skal det lykkes, er flere baner dog en forudsætning.
”Lige nu er padelbanerne optaget af vores medlemmer. Hvis vi skal kunne udvide vores sortiment af aktiviteter, er vi nødt til at have noget mere banetid. Skolerne har også brug for at komme ind og prøve padel, ligesom gymnasiet er ivrige for at komme ind,” siger formanden og tilføjer:
”Hvis ikke vi får mere banekapacitet, er det spørgsmålet, om vi overhovedet har banetid til at tage den slags ting op. Det kan ikke passe, at det skal være rigtigt. Derfor arbejder klubledelsen også hårdt på at få flere padelbaner til Holbæk.”