Både pris og præmiecheck blev uddelt, da Holbæk Tennis og Padel Klub tirsdag aften modtog Arla® Protein og Padel i Danmarks fælles pris – Arla Protein Foreningsprisen 2022. Holbæk Tennis og Padel Klub modtager prisen for deres store arbejde for padelsporten i Danmark. Det er første gang, prisen er blevet uddelt.
Holbæk Sportsby var tirsdag aften fyldt med glade, konkurrencelystne padelspillere, der sendte knaldhårde flugtninger over nettet på Holbæk Tennis og Padel Klubs baner.
Der blev spillet holdkampe i Arla Protein Ligaen, og mens kampene var i gang, kom Janne Theilgaard, der er bestyrelsesmedlem i Dansk Tennis Forbund, gående.
Med en præmiecheck og en buket blomster i hænderne kunne hun fortælle, at Holbæk Tennis og Padel Klub havde vundet Arla Protein Foreningsprisen.
Prisen uddeles for første gang nogensinde og er et samarbejdede mellem Arla® Protein og Padel i Danmark. Den uddeles til en forening, der har gjort noget ekstraordinært for padelsporten i Danmark.
For klubchef i Holbæk Tennis og Padel Klub, Carsten Højerslev, er prisen et stort og vigtig skulderklap for alle i foreningen, som hver dag arbejder hårdt for at gøre en forskel for padel. Siden 2015 har Holbæk Tennis og Padel Klub arbejdet for at udbrede sporten i deres egn. Og i dag er foreningen med sine over 1100 medlemmer blandt de største padelforeninger i Danmark.
”Vi er meget glade og stolte over denne pris. Det betyder mest det, den repræsenterer. For det repræsenterer, at der er en hel masse mennesker, der i nogle fællesskaber skaber noget godt sammen med stor energi. Og vi vil gerne nå endnu længere ud, så padel bliver en folkesport,” fortæller Carsten Højerslev.
’Padel i Danmark’ er navnet på DGI og Dansk Tennis Forbunds samlede indsats for at udvikle padelsporten og forankre den i den danske foreningsmodel. Vinderforeningen skal ligeledes være medlem i enten DGI eller Dansk Tennis Forbund.
Skaber et samlingspunkt
At valget faldt på netop Holbæk Tennis og Padel Klub til dette års udgave af Arla Protein Foreningsprisen, skyldes blandt andet det store engagement, som klubben lægger i padelsporten hver eneste dag.
Klubben er et samlingssted, hvor der er plads til glæde og udvikling for alle – både på og uden for banen. Holbæk Tennis og Padel Klub, der startede som en tennisklub, har på få år formået at integrere padel på lige fod med tennis og drage fordel af synergierne mellem de to sportsgrene.
Holbæk Tennis & Padel Klub arbejder desuden aktivt for at skabe diversitet i foreningen, og derfor spænder medlemmerne fra pensionister, børn og unge og familier til spillere i de bedste rækker.
Foreningens talrige aktiviteter til nye og eksisterende medlemmer er hver dag med til at udvikle padel. Og i 2022 har klubben blandt andet lavet introduktion for børn og unge i nærliggende almennyttige boligområder samt udbudt muligheder for skolepadel.
Hos Dansk Tennis Forbund og DGI – Tennis og Padel er man glade for, at man med prisen kan være med til at anerkende det store arbejde for padel, der bliver gjort i foreningerne. Og netop Holbæk Tennis og Padel Klubs vigtige og vedholdende engagement bliver fremhævet af bestyrelsesmedlem i Dansk Tennis Forbund Janne Theilgaard. Padel er nemlig kommet for at blive – også i foreningsregi.
”Foreninger betyder rigtigt meget for mange menneskers hverdag, og det, synes vi, er vigtigt at bakke op ommed denne pris. Holbæk Tennis og Padel Klub er dedikerede til fingerspidserne og en fortjent vinder af Arla Protein Foreningsprisen 2022. Der er ingen tvivl om, at klubbens hjerte banker for udvikling af padel. De har skabt et fællesskab, hvor der er plads til alle i Holbæk. Vi er stolte af at have en forening som Holbæk Tennis og Padel Klub, der i den grad arbejder for sporten.”
Pris der giver muligheder
Med Arla Protein Foreningsprisen følger også en præmiecheck på 10.000 kroner, som skal gå til foreningens virke og videre udvikling. Og med de penge kan Holbæk Tennis og Padel Klub udbrede padelsporten til endnu flere. Klubchefen er ikke i tvivl om, at pengene kommer til at gøre en forskel. Og han har allerede en konkret plan i tankerne.
”Vi håber, at det kan være en løftestang til – efter flere års forsøg på at få noget foreningsdrevet indendørspadel – at vi kan komme til at spille indendørs hele året. Det er svært at blive ved med at vækste og lave flere aktiviteter, hvis man ikke kan være sikker på, at man kan afholde aktiviteterne,” fortæller Carsten Højerslev.
Udover Holbæk Tennis og Padel Klub var Dragør Padel Klub og Frejlev Tennis og Padelklub nomineret til Arla Protein Foreningsprisen.
Om prisen:
Arla Protein Foreningsprisen er en helt ny pris, som uddeles for første gang i år.
Bag prisen står Arla® Protein og Padel i Danmark, der er gået sammen for at hylde det gode, hårde arbejde i de danske foreninger. Med prisen følger en præmiecheck på 10.000 kroner, som skal gå til vinderforeningens videre udvikling og virke.
I udvælgelsen af vinderen af Arla Protein Foreningsprisen 2022 er der lagt vægt på, at
- foreningen har et højt aktivitetsniveau, der rammer mange målgrupper – gerne målgrupper, som ellers er underrepræsenteret i idrætten
- foreningen har været med til at gøre det mere tilgængeligt at spille padel og har været med til at sætte sporten på landkortet
- foreningen er nytænkende eller er med til at udvikle padelsporten i Danmark med konstruktive løsninger og innovative bud på, hvordan vi i fællesskab kan skabe endnu mere padel
- foreningen har deltaget aktivt i Padel i Danmarks aktiviteter, fx Træneruddannelsen, Arla Protein-ligaen, andre turneringer m.m.