Fast nyhed

Liv jagter endnu engang DM-titlen i Aalborg

Liv jagter endnu engang DM-titlen i Aalborg 1600 1067 Padel i Danmark

Snart begynder DM-ugen i Aalborg, hvor DM i Padel – powered by Arla® Protein selvfølgelig er på programmet igen. Bronzevinderen fra sidste år Liv Deleuran-Skjold glæder sig til at komme tilbage og jagte DM-titlen.

Foto: Morten Olsen

Liv Deleuran-Skjold er en af Danmarks bedste kvindelige padelspillere og stiller op i damerækken til DM i Padel 2023 – powered by Arla® Protein, der afholdes den 24.-25 juni.

DM i padel er en del af DM-ugen, som Danmarks Idræts Forbund står bag. I løbet af ugen skal godt 35 sportsgrene dyste side om side om flere end 200 danske mesterskaber.

Sidste år tog Liv Deleuran-Skjold tredjepladsen med sin daværende makker Line Irby, og hun glæder sig til at komme tilbage til DM-ugen og jagte DM-guldet.

Hvad var det fedeste ved at spille DM på Honnørkajen sidste år?

“Jeg var med sidste år og havde ikke forventet andet, end at det lød fedt. Men bare det at komme derned, hvor banen lå, omgivet af alle de andre sportsgrene, det gav en vanvittig fed stemning. Det glæder jeg mig til at opleve igen.”

“Det fedeste, at der skete så meget dernede, og der var mange der kom forbi og kiggede interesseret. Nogle havde hørt lidt om padel, men ikke rigtig prøvet eller set det. Der var meget publikum omkring os, og der skete mange aktiviteter tæt på. Der var proppet med mennesker, og stemningen var bare fed. Nu spiller vi meget indendørs, så det at være ude og tæt på vandet, det var bare fedt at få sådan en lokation.”

Hvad var dit bedste minde fra DM sidste år?

“Stemningen. Det var et par fede dage i solskinsvejr, hvor man bare kunne stå på banen og nyde de fede omgivelser.”

Fik du oplevet nogle af de andre sportsgrene ved DM-ugen?

“Jeg fik desværre ikke set så mange af de andre danmarksmesterskaber sidste år, men det er noget, jeg vil prioritere i år, fordi jeg ved, hvad det er. Sidst havde jeg nøje planlagt det til at kunne spille, og købt en billet hjem. Sådan er det jo, fordi det plejer at være i en hal, hvor det kun er ens sport, det drejer sig om. Jeg tænker, at jeg i år, vil komme lidt før og læse op på programmet og se, hvad der ellers kunne være spændende at følge med i.”

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Morten Olsen

Hvordan adskiller DM-ugen sig fra andre turneringer, du har spillet?

“Der skete en masse omkring en. Andre der var dygtige til deres sportsgrene stod lige ved siden af. Så at det hele var samlet gav bare en superfed stemning og fik også mange flere mennesker til at komme forbi, der blev grebet af det og satte sig ned og fulgte med.”

Hvad ser du frem til i år?

“At få lov til at spille på havnen igen med min makker foran en masse mennesker. Og så spille om at blive danmarksmester – det er jo en titel, man gerne vil have.”

Du skal spille sammen med Julia Wiese, som også var med sidste år, men dengang spillede I ikke sammen. Hvordan bliver jeres makkerskab?

“Ja, vi har lavet en aftale om, at vi ‘teamer’ op fast. I hvert fald det næste halve års tid. Det startede her fra det nye år, og vi har haft nogle gode måneder sammen og nogle fede sejre, så vi kender hinanden rimelig godt efterhånden.”

DM-ugen 2023 – større end nogensinde!

Start sommerferien med at tage del i en kæmpe sportslig folkefest i Aalborg d. 24.-25 juni 2023.

DM-ugen er et stort samlende sportsevent som viser og hylder det bedste fra dansk eliteidræt. En slags mini-OL på dansk grund. Det hele sker i Aalborg – hvor centeret PadelPadel og ikke mindst en perfekt placeret udendørs padelbane på havnen lægger hus og kaj til DM i padel + DM sideevents.

DM i padel er for de bedste padelspillere i Danmark – mænd og kvinder. De otte bedste tilmeldte par i alle tre kategorier (Mix, Kvinder og Herrer). Tilmeld dig her. 

DM sideevents er for ALLE, der har lyst til at være med til en padelfest og en sportsfestival ud over det sædvanlige. Tilmeld dig her. 

LÆS MERE OM DM-UGEN HER

Forvent fest, farver, masser af tilskuere og ikke mindst masser af god og sjov padel!

SPORT LIVE og Dansk Tennis Forbund forlænger tv-aftale om Arla Protein Ligaen

SPORT LIVE og Dansk Tennis Forbund forlænger tv-aftale om Arla Protein Ligaen 2048 1365 Padel i Danmark

SPORT LIVE vil også i den kommende sæson transmittere udvalgte kampe fra Padel i Danmarks holdturnering Arla Protein Ligaen. Padel i Danmark er padelsamarbejdet mellem Dansk Tennis Forbund og DGI.  

Tirsdag efter tirsdag har forårssæsonen af Arla Protein Ligaen rullet over skærmen på SPORT LIVE. Og det vil fortsætte i efteråret, da SPORT LIVE og DTF allerede nu har valgt at forlænge deres tv-aftale.

Det er næppe gået mange padelentusiaters næse forbi, at forårssæsonen af Arla Protein Ligaen netop nu ruller over skærmen tirsdag efter tirsdag på SPORT LIVE.

Faktisk har responsen på tv-kampene været så god, at SPORT LIVE og Dansk Tennis Forbund allerede nu valgt at forlænge tv-aftalen, således at der også bliver tv-dækning af Arla Protein Ligaen på SPORT LIVE i sensommeren og efteråret. Tv-kanalen skal igen sende tv fra den bedste række i Arla Protein Ligaen, der er Padel i Danmarks holdturnering.

“Padel er sportsgrenen, som alle taler om. Det er svært at producere til tv, da det jo foregår i et ‘lukket rum’ bag glas og gitter. Men til trods for de tv-mæssige udfordringer er det lykkedes for os, i samarbejde med tennisforbundet, at skabe nogle underholdende transmissioner og vise padelsporten frem med al dens power, strategi, teknik og taktik. Vi glæder os derfor til at sende meget mere padel fremover på SPORT LIVE,” siger direktør Flemming Kjellerup.

Emil Bødker, direktør i Dansk Tennis Forbund, tilføjer:

”Vi er utroligt glade for, at vi forlænget samarbejdsaftalen med SPORT LIVE. Aftalen sikrer en fortsat bred eksponering af Arla Protein Ligaen, som kommer sporten, spillerne og foreningerne til gode.”

Der er planlagt fem direkte tv-kampe samt slutspillet fra den bedste række i Arla Protein Ligaen på SPORT LIVE i efteråret.

SPORT LIVE kan ses af over 650.000 danske husstande og distribueres via YouSee, Waoo, Stofa, Norlys, Allente og lokale antenneforeninger. Derudover er kanalen inkluderet i digitale abonnementer på udgivelser under JFM.

Læs mere om, hvordan du kan se SPORT LIVE

Første tv-kamp i Arla Protein Ligaen blev skudt igang den 28. marts, hvor Ølstykke tog imod Holbæk. På banen for hjemmebaneholdet var Maria Rasmussen, der sidste år vandt DM i Padel – Powered by Arla® Protein og er udtaget til European Games, der spilles i juni.

SKAL DU SPILLE MED?

Vi har åbnet for tilmeldingen til Arla Protein Ligaen sensommer/efterår 2023. TILMELD DIT HOLD HER

ARLA PROTEIN LIGAEN KORT FORTALT

En holdkamp består af fire doublekampe: to runder med to doubler i hver.
Det er ikke tilladt at spille med samme makker i begge runder.
Hver kamp tæller et point, og en holdkamps resultat kan således være: 0-4, 1-3, 2-2, 3-1 eller 4-0.
En kamp afvikles bedst af 3 sæt med evt. tie-break i alle tre sæt. Der spilles med no-ad.

Sidste chance: Meld dit hold til Arla Protein Ligaen nu

Sidste chance: Meld dit hold til Arla Protein Ligaen nu 2560 1707 Padel i Danmark

Tilmeldingsfristen til Arla Protein Ligaen forår/sommer 2023 er lige rundt om hjørnet. Men dit hold kan stadig nå at komme med. Bag holdturneringen står Dansk Tennis Forbund og DGI, som udgør fællesskabet Padel i Danmark.

Over 100 hold var med i sensommeren 2022, hvor der blev kæmpet om hæder og ære fra Esbjerg i Vest til Humlebæk i øst. Nu er Padel i Danmark klar igen. Holdene er allerede væltet ind til forårets/sommerens udgave af Arla Protein Ligaen – men der er stadig plads til dit.

Du kan tilmelde dit hold frem til den 22. februar 2023.

Forstå Arla Protein Ligaen

Fire kampe, fire personer
Padel i Danmarks holdkampe består af fire kampe – og kan spilles af fire personer. Det er nemt at samle hele holdet i én bil til udekampene, og det er til at overskue at booke baner til hjemmekampene.

Flere rækker
Padel i Danmark er for alle, og derfor udbydes der også Veteran +50 rækker, Mix-rækker og Junior- U18-rækker.

En lige padelkamp, er en sjov padelkamp
Derfor bestræber Padel i Danmark sig på, at alle får så lige og jævnbyrdige kampe som muligt – og vil samtidig forsøge at oprette rækker så tæt geografisk som muligt. Til at vurdere niveauet har Padel i Danmark udarbejdet denne vejledning.

Det er ikke sikkert, at det er så nemt at opfylde begge kriterier samtidig, så derfor håbet, at I som klub vil tage kontakt til Padel i Danmark om, hvad der fungerer bedst for din klub og dit hold.

Faste spilledatoer – en hjælp til holdkaptajner og spillere
For at det forhåbentlig bliver lettere for dig som holdkaptajn og jer som hold, er der fastsat spilledatoer. Forhåbningen er, at alle slipper for bøvlet med at finde spilledatoer, der passer alle parter. Det bestræbes derfor, at der spilles holdkamp den dag, der er fastsat.

Det er vigtigt at understrege at denne anbefaling er til for at hjælpe dig som holdkaptajn – og jer som spillere. Kender man datoerne i forvejen er det nemmere at få booket baner – og sat krydser i spillernes kalendere.

Padel i Danmark anbefaler faktisk at i de områder/byer, hvor det er meget vanskeligt at booke baner – kan overveje allerede at booke baner i de første spilleterminer (marts/april) – der er med garanti nogle, der kan overtage banerne, hvis dit hold ikke skal bruge dem.

TILMELD DIT HOLD HER.

Gør som 16-årige Katrine: Bliv uddannet padeltræner

Gør som 16-årige Katrine: Bliv uddannet padeltræner 978 796 Padel i Danmark

For en måned siden blev 16-årige Katrine fra Roskilde Tennis Klub uddannet padeltræner på Padel i Danmarks ’padeltræner 1’ og ’padeltræner 2’-kurser i Ringsted. Nu glæder hun sig til at inspirere andre.

19-årige Sophia og 16-årige Katrine (t.h.) fra Roskilde Tennis Klub er blevet uddannet padeltrænere. De har taget kurserne padeltræner 1 og padeltræner 2, der bliver udbudt af Padel i Danmark.

Katrine har trods sin unge alder valgt at tage på Padel i Danmarks padeltræneruddannelse. Hun drømmer nemlig om at inspirere alle i alle aldre til at dyrke en sport, som bygger et fællesskab og samtidig holder dem i gang – og sådan en sport er padel.

Hvorfor vil du være padeltræner? 

”Denne her nye sport, som faktisk ikke er så ny alligevel, dukkede op og mange af mine kammerater og venner begyndte at spille det for sjov. Jeg har selv spillet tennis en stor del af mit nuværende liv (ni år) og uddannet mig indenfor tennis. Jeg opdagede padel, og syntes, det kunne være spændende at prøve. Jeg spillede på ferier med familie og venner – og blev bidt af det.”

Hvad fik du ud af kurserne? 

”Jeg tilmeldte mig padelkursus 1 og 2, fordi jeg gerne vil inspirere alle i alle aldre til at dyrke en sport, som bygger et fællesskab og samtidig holde sig i gang. Jeg kan se, hvor stor effekt og vigtighed det har i min hverdag, og det vil jeg gerne give videre.”

”Kurserne var meget inspirerende, de var brugbare på mange punkter. Alt fra opvarmningsøvelser til teknik. Instruktørerne var gode til at lære fra sig og formidle, hvordan vi senere hen skal gøre det samme. Jeg husker særlig godt de små skridt, man tager fra teknik til senere hen at kunne få bold på, uden at gøre det helt store. En bold, bat og makker er det eneste det kræver, og det er noget, som man virkelig kan gå i dybden med.”

Hvordan håber du, din fremtid som padeltræner kommer til at se ud? 

”Om ikke så længe får RTK (Roskilde Tennis Klub, red.) padelbaner, og har forhåbentlig også brug for nogle uddannede trænere. Det kan Sophia (anden deltager fra Roskilde Tennis Klub) og jeg tilbyde, og det vil vi også meget gerne. Vi vil udvikle vores eget spil, men allermest udvikle andres. Som Sophia også siger, er vi blevet meget begejstrede for padel, og det var padeltrænerkursus 1 og 2, som åbnede mine øjne for det. Vi har tilmeldt os turnering og holdkamp. Vi har tilbudt os til RTK som kvalificerede trænere.”

“Der er så mange elementer i padel, som er interessante at arbejde med og beskæftige sig med. Jeg vil arbejde med padel, fordi det vil være spændende at beskæftige sig med en ny måde at dyrke motion på. Man kan skabe struktur i en træning og få folk til at få en succes med sporten og deres mål.”

Lyder det også som noget for dig?

Læs mere og tilmeld dig vores padeltrænerkurser her.

Foreningspulje er igen åben for ansøgninger

Foreningspulje er igen åben for ansøgninger 1067 1600 Padel i Danmark

DIF og DGI’s foreningspulje, der hvert år uddeler 44 millioner kroner til landets idrætsforeninger, er igen åbnet for ansøgninger.

DIF og DGI’s foreningspulje er åben igen.

– Mangler I midler til idrætsmateriel i jeres forening?

– Vil I lave en særlig indsats for at få flere medlemmer?

– Har I lyst til at prøve kræfter med nye målgrupper?

– Vil I afprøve nye idrætsinitiativer?

– Vil I udvikle jeres forening ved at tilegne jer nye kompetencer?

– Vil I lave et socialt tiltag for at skabe bedre sammenhold i foreningen?

Kan I svare ja til nogle af disse spørgsmål, så kan DIF og DGI’s foreningspulje hjælpe. Puljen, hvorfra der hvert år uddeles 44 millioner kroner til over 1.000 idrætsforeninger, er igen åben for ansøgninger. Og alle idrætsforeninger i Danmark kan søge.

Puljen har siden lanceringen i 2018 være utrolig populær blandt idrætsforeninger i alle landets kommuner. På adressen www.dif.dk/stoette kan foreningerne læse mere om, hvad de kan søge om, og hvordan de rent praktisk griber det an.

På siden kan man også få indblik i, hvilke foreninger der gennem de seneste fem år har fået støtte og til hvad.

Selve ansøgningsproceduren foregår ligesom tidligere på www.medlemstal.dk

Om foreningspuljerne

Venstre, Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre vedtog den 30. november 2017 en politisk aftale om at oprette lokalforeningspuljer. Aftalen afløste en svindelramt ordning med lokale aftaler om uddeling fra spillehals/automatmidler.Med aftalen oprettes en række lokalforeningspuljer på i alt ca. 70 mio. kr. i 2018, som foreningslivets forskellige hovedorganisationer kunne uddele til deres respektive lokalforeninger.

DIF og DGI valgte at oprette en fælles pulje, DIF og DGI’s foreningspulje, hvorfra der uddeles cirka 44 millioner kroner om året. Alle idrætsforeninger i Danmark kan søge puljen.

19-årige Sophia vil være padeltræner

19-årige Sophia vil være padeltræner 1125 680 Padel i Danmark

Sophia er tennistræner i Roskilde Tennis Klub, men er blevet bidt af padel. Derfor tog hun i januar på Padel i Danmarks padeltrænerkursus 1 og 2 i Ringsted. Nu glæder sig til at bruge sin nye uddannelse.

 

Katrine og Sophia (t.h.) arbejder som tennistrænere i Roskilde Tennis Klub. I januar var de begge været på Padel i Danmarks trænerkurser og nu glæder de sig til at undervise i padel også.

Padel i Danmark har talt med Sophia for at høre, hvorfor hun tog på kursus, og hvad hun skal bruge sin nye uddannelse som padeltræner til.

Hvorfor meldte du dig til padeltræner-kurserne?

 “Jeg meldte mig til Padeltræner-kurserne 1 og 2, fordi jeg har spillet lidt padel for sjov, men har lagt mærke til, hvor populært det er blevet på så kort tid, og der er en langt større bredde indenfor aldre, end der er i tennis. Både Katrine (deltager på Padeltræner 1 og 2, red.) og jeg har tennistræner 1, 2 og 3. Og det er virkelig svært at få nye spillere til tennis, fordi det er en meget teknisk krævende sport, hvor boldene i starten kommer til at flyve rundt. Jeg kunne sindssygt godt tænke mig at få flere unge i gymnasiealderen og op til at dyrke sport, og så tror jeg padel er vejen frem.”

Hvad fik du ud af kurserne?

“Kurserne var megafede, vi fik lært meget af det tekniske, og hvordan vi formidler det videre til dem, vi skal træne. Samtidig lavede vi også vores egne træningsprogrammer, som vi skulle vise og evaluere sammen med de andre kursister, det var virkelig fedt, og man får en masse gode input. Instruktørerne var superdygtige og gode til at få fortalt det hele, og det var ekstremt hyggeligt at være der.”

Hvad vil du bruge uddannelsen til?

“Roskilde Tennis Klub får snart padelbaner, og samtidig med at vi er tennistrænere kunne det være fedt at kombinere det med padel. Efter vores kurser er vi selv blevet helt hooked padel og har meldt os til turneringer og holdkampe. Så måske andre vil få den samme glæde, som vi fik. Og så er det altid sjovt at lære fra sig og få skabt et godt sammenhold, og der er padel bare en sport for folk i alle aldre og med forskellige niveauer. Samtidig lærte vi nogle øvelser på kurset, hvor man hurtigt knækker koden til for eksempel at lade bolden ramme bagvæggen, og jeg synes det er noget af det fedeste, når man kan se på dem, man træner, at tingene lige pludselig giver mening, og man er med til at gøre deres spil og udvikling bedre.”

Få overblikket over Padel i Danmarks aktiviteter i februar

Få overblikket over Padel i Danmarks aktiviteter i februar 1849 2560 Padel i Danmark

Februar er fyldt med trænerkurser, turneringer og vigtige deadlines. Få overblikket over Padel i Danmarks aktiviteter i årets korteste måned.

Foto: Kennet Islandi Havgaard

Kulden har atter spredt sig over Danmark – men så er det jo heldigt, at vi stadig kan varme os med en masse padel. Og der er nok at tage fat i.

Padel i Danmark har sørget for, at februar bliver alt andet end kedelig. Vi har både trænerkurser, turneringer – og vigtige deadlines på programmet. Derfor giver vi dig her et overblik over måneden her, så du er sikker på at få det hele med.

TRÆNERKURSER

Tag på trænerkursus, og lær at undervise i Padel.

På Padel i Danmarks trænerkurser vil du få kendskab til trænerrollen, træningsplanlægning, slagteknik, taktik og meget mere. Det er muligt at tilmelde sig både Padeltræner 1 og Padeltræner 2 i samme weekend.

Februar åbner op for trænerkuser på Fyn og Sjælland:

GLAMSBJERG PADEL

Padeltræner 1: Lørdag den 11. februar 2023 kl. 10-17
Padeltræner 2: Søndag den 12. februar 2023 kl. 10-19

TILMELD DIG HER

Der er tilmeldingsfrist den 1. februar.

ØLSTYKKE TENNIS OG PADELKLUB

Padeltræner 1: Lørdag den 25. februar 2023 kl. 10-17
Padeltræner 2: Søndag den 26. februar 2023 kl. 10-19

TILMELD DIG HER 

Der er tilmeldingsfrist den 15. februar.

Hold også øje på vores hjemmeside, hvor vi løbende opdaterer med nye kurser på Padeltræner 1-2-3-4.

TURNERING/HOLDTURNERING

Også på turneringsfronten er der noget at se frem til.

Padel i Danmark er stolte over at kunne præsentere turneringen ’Kvikke kvinder og modne mænd i Midtsjælland’ sammen med We Are Padel i Ringsted i deres flotte padelcenter. Turneringen spilles den 25. februar og henvender sig primært til nyere og let-øvede turneringsspillere – samt til de mere livserfarne spillere.

TILMELD DIG HER

Der er tilmeldingsfrist den 15. februar. 

Padel i Danmarks holdturnering ‘Arla Protein Ligaen’ er klar og venter kun på dig og dit hold. Over 100 hold var med i sensommeren 2022, hvor der blev kæmpet om hæder og ære fra Esbjerg i Vest til Humlebæk i øst. Nu er vi klar igen, og vi håber på endnu flere hold til forårets/sommerens udgaven af Arla Protein Ligaen.

TILMELD DIT HOLD HER

Tilmeldingsfrist den 22. februar 2023.

ANDET

Året rundt holder vi inspirationskurser i hele landet. Og det er selvfølgelig ingen undtagelse i februar.

Vores inspirationskursus i padel henvender sig til de relevante trænere og ildsjæle i jeres forening, så flest muligt bliver klogere på den populære sport i praksis – og kan løfte aktiviteterne for medlemmerne og potentielle nye medlemmer.

Kontakt en af vores padelkonsulenter for at aftale en dato for inspirationskurset i padel, hvis dig og din forening er klar til fire timer spækket med inspiration, leg og øvelser!

Padel i Danmark takker af for et suverænt padel-år

Padel i Danmark takker af for et suverænt padel-år 1322 903 Padel i Danmark

Arla Protein Ligaen, DM-ugen, trænerkurser og turneringer i hele landet. Listen er lang, og fremgangen har været stor for padelsporten i 2022. Vi bringer her en årskavalkade fra os i Padel i Danmark, der er det fælles padel-team i Dansk Tennis Forbund og DGI.

Padel i Danmark indgik i efteråret 2022 et treårigt samarbejde med Paul Petersen Idrætsinstitut, som betyder, at der bliver uddannet 100 motiverede idrætsstuderende hvert år som padeltrænere.

2023 er nu begyndt. Derfor kigger vi nu tilbage på det år, der netop er gået. For pulsen har været høj og smilene mange i 2022, hvor der er blevet bygget videre på det flotte fundament fra de to foregående år, hvor Padel i Danmark har eksisteret.

Padelsporten buldrer stadig frem. Det kan tydeligt ses, når vi tager et blik ud i landet. Banerne fortsætter med at skyde op – ikke mindst i foreningsregi, hvor Padel i Danmark har rådgivet og sparret med masser af foreninger omkring at rejse midler, søge byggetilladelse og komme godt fra start.

”Vi har i den grad mærket en stigende interesse fra kommunerne med henvendelser på, hvad padel er for en størrelse, sportens udvikling og potentiale – og samspillet mellem foreninger og kommercielle centre, der i flere tilfælde har faciliteterne,” siger Morten Hedegaard, der er padelkonsulent i Padel i Danmark.

Uddannet og inspireret tusind

Der er ikke kun kommet flere baner rundt om i hele landet. På de mange nye baner, er der nemlig også kommet flere trænere og padelundervisere. I 2022 har Padel i Danmark afholdt intet mindre end 30 inspirationskurser med i alt 450 deltagere. De fleste ude i foreningerne, men også for lærere i både folkeskoler, på efterskoler og højskoler samt to målrettede kurser i samarbejde med Gymnasieskolernes Idrætslærerforening.

Den stigende interesse for trænergerningen har i den grad kunnet mærkes på Padel i Danmarks kursus- og uddannelsestilbud. I december kunne de første deltagere på den helt nye Padeltræner 4-uddannelse  indtage deres plads. Uddannelsen er det fjerde og sidste trin på den grundlæggende uddannelse. Og det er i årets løb blevet til hele 31 kurser fordelt over de fire trin på padeltræneruddannelsen med imponerende 500 deltagere.

I 2022 har Padel i Danmark afholdt intet mindre end 30 inspirationskurser med i alt 450 deltagere.

I 2022 har Padel i Danmark afholdt intet mindre end 30 inspirationskurser med i alt 450 deltagere.

Derudover indgik Padel i Danmark i efteråret et treårigt samarbejde med Paul Petersen Idrætsinstitut, som betyder, at der bliver uddannet 100 motiverede idrætsstuderende hvert år som padeltrænere. Padel i Danmark har allerede haft 17 af de studerende i praktik, der blandt andet har vist sig som kompetente trænere i Ølstykke Tennis- og Padeklub og i ØBG Silkeborg.

”I 2022 har Padel i Danmark inspireret og uddannet intet mindre end tusind mennesker rundt omkring i hele landet – i alt fra foreninger til gymnasier. Et af vores store mål i Padel i Danmark er at skabe motiverende træningsmiljøer, og for at det kan lykkes, kræver det en masse dygtige trænere. Derfor er vi enormt glade for den store interesse, der igen i 2022 er blevet udvist for vores kursus- og uddannelsestilbud,” fortæller Morten Hedegaard.

Turneringer, der giver gode oplevelser

Også på turneringsfronten har der været fart på. Arla Protein Ligaen er navnet på Padel i Danmarks holdturnering. Der har i 2022 været både en forårssæson og efterårssæson, hvor mere end 220 hold har deltaget. Med hold lige fra Tønder og Frederikshavn over Søndersø til Holbæk og Nykøbing Falster i alle rækker. Det er blevet til imponerende 471 holdkampe med fire kampe i hver, så intet mindre end 1.884 gange er der blevet sagt ”tak for kampen og godt spillet”.

Padel i Danmark har ligeledes afholdt syv endags-turneringer i 2022 med knap 500 spillere. Her har både erfarne padelspillere og nybegyndere vist deres bedste padelspil frem.

”Når de mange padelspillere tager svedbåndet af, siger tak for kampen og triller hjem efter vores turneringer, skal de køre derfra med en ”nøj, det var fedt, hvornår har I den næste turnering”-følelse. Vi har fokus på den gode oplevelse. Hos os er det for eksempel et trygt sted at spille sin første turnering,” siger Mads Bojsen, der er padelturneringskonsulent i Padel i Danmark.

Flere deltagere

Sommeren stod på DM i Padel – Powered by Arla® Protein og DM Sideevents – Powered by Arla® Protein, der blev afholdt som en del af DM-ugen i Aalborg og var en helt unik fremvisning af padelsporten på havnefronten med tusindvis af mennesker, der fik oplevet, prøvet og snakket om padel. Successen gentages i 2023, hvor padel igen er på programmet ved DM-ugen.

DM i Padel – Powered by Arla® Protein og DM Sideevents – Powered by Arla® Protein var i 2022 en del af DM-ugen i Aalborg. Det samme gør sig gældende i 2023. Foto: Morten Olsen

Turneringsåret blev sluttet af med JuleCup 2 i Aarhus. Mere end 200 deltagere mødte friske og klar op i PadelPadel Aarhus. Og det var faktisk tre gange så mange som året før.

”Vi har haft rigtigt mange deltagere i år, der har spillet deres allerførste turnering. Og en god indikation af, at det har været en god oplevelse, er de mange gengagere; faktisk især hos kvinderne. Og vi har set flere og flere juniorspillere deltage i vores rækker. Juniorspillere, der kommer fra foreninger, hvor vi har været forbi og hold inspirationskurser, juniortræningsbesøg, camps eller deres trænere har været på uddannelse hos os,” fortæller Mads Bojsen.

Padel i Danmark ser med taknemmelighed tilbage på 2022 og ser frem til at skyde 2023 fra land med ”Bulder og Brag i Brøndby” i midten af januar. Du kan stadig nå at tilmelde dig lige her.

Tilmeldingen er åben: Kom på trænerkursus i en by nær dig

Tilmeldingen er åben: Kom på trænerkursus i en by nær dig 1600 1067 Padel i Danmark

Vil du have verdens fedeste job? Så skal du blive padeltræner. Nu nærmer 2023 sig – og det betyder en masse trænerkurser vinteren og foråret igennem i hele landet.

Skal du på et af vores mange padeltræner-kuser? Så tilmeld dig nu. Vi har kurser i hele landet.

Så er det nu, du kan sikre dig det sjoveste job i verden. Vinteren og foråret igennem har Padel i Danmark sørget for, at du kan komme på et trænerkursus nær dig.

Vi har åbnet for tilmeldingen til vores trænerkurser i første halvår af 2023. Der udbydes kurser på Padeltræner 1 (P1), Padeltræner 2 (P2), Padeltræner 3 (P3) og Padeltræner 4 (P4). 

Trænerkurserne ligger spredt i hele landet – lige fra Ølstykke til Nykøbing Mors står klar til at åbne dørene for de næste hold padeltrænere.

Der er mange flere datoer på vej, og det er derfor en god idé at holde øje på Padel i Danmarks hjemmeside jævnligt. Vi vil ligeledes opdatere på vores sociale medier, når alle datoerne for kurserne er klar.

SE ALLE DATOER FOR TRÆNERKURSERNE OG TILMELD DIG 

Hvorfor trænerkursus?

Der er mange gode grunde til at tage på trænerkursus, men her får du fem af dem:

  • Du bliver dygtigere til at gennemføre en træningstime
  • Du bliver bedre til at kommunikere med dine spillere
  • Du får konkrete øvelser til opvarmning og spil
  • Du møder andre trænere og kan sparre med dem på kurset
  • Du bliver undervist af nogle Danmarks dygtigste padelinstruktører

Arla® Protein fortsætter som hovedsponsor for Padel i Danmark

Arla® Protein fortsætter som hovedsponsor for Padel i Danmark 1600 1067 Padel i Danmark

Arla® Protein og Padel i Danmark forlænger samarbejdet i 2023. Aftalen sikrer, at Arla® Protein igen næste år er hovedsponsor for ’Padel i Danmark’, som er DGI’s og Dansk Tennis Forbunds fælles indsats for at udvikle padelsporten i Danmark.

Maria Rasmussen blev danmarksmester i damedoublen ved DM i padel 2022 – powered by Arla® Protein sammen med sin makker Trine Bassett. Hun var også blandt de tre nominerede til Arla Protein Spillerprisen. Foto: Morten Olsen

Gennem det sidste år har Arla® Protein været fast inventar, når Padel i Danmark har turneret land og rige rundt med padelturneringer, kurser og events.

Og sådan bliver det også i 2023. For Arla® Protein fortsætter næste år som hovedsponsor for ’Padel i Danmark’, som er DGI’s og Dansk Tennis Forbunds fælles indsats for at udvikle padelsporten i Danmark.

Aftalen vækker glæde hos Line Bedsted, der er ansvarlig for Arla® Protein.

”Vi er glade for at fortsætte det gode samarbejde, som vi har etableret det seneste år, hvor vi har været hovedsponsor for Padel i Danmark. For Arla® Protein er partnerskabet oplagt, da vi bifalder udvikling og udbredelse af landets stærke træningsfælleskaber indenfor padelsporten,” siger Line Bedsted.

Et suverænt padel-år

Hovedsponsoraftalen mellem Arla® Protein og Dansk Tennis Forbund indeholder en række elementer, der skal være med til at løfte synligheden af padelsporten i Danmark.

Samarbejdet bevirker blandt andet, at Arla® Protein er navnesponsor for Padel i Danmarks holdturnering – Arla Protein Ligaen. I år har over hundrede hold deltaget i både Arla Protein Ligaen forår/sommer 2022 og Arla Protein Ligaen sensommer/efterår 2022. Og netop nu er tilmeldingerne til Arla Protein Ligaen forår/sommer 2023 åbnet, hvor der forventes at komme endnu flere hold.

Arla® Protein er ligeledes navnesponsor for danmarksmesterskaberne i padel. Tidligere i år var DM i padel – powered by Arla® Protein samt DM Sideevents – powered by Arla® Protein en del af DM-ugen i Aalborg, der blev afviklet af Danmarks Idrætsforbund, hvor mere end 50 forskellige sportsgrene konkurrerede side om side i Aalborg. Danmarksmesterskaberne i padel er igen en del af programmet ved DM-ugen næste år, når Aalborg endnu engang er værtsby i uge 25.

Samarbejdet mellem Arla® Protein og Padel i Danmark har allerede vist mange gode takter, og det var også en glad Emil Bødker, direktør i Dansk Tennis Forbund, som kunne sætte sin underskrift på den nye kontrakt med Arla® Protein.

”Vi ser frem til at bygge videre på erfaringerne fra det seneste år og det solide partnerskab, der er opnået mellem Arla® Protein og Padel i Danmark. Vi er meget glade for at kunne fortsætte med Arla® Protein som hovedsponsor for Padel i Danmark, der deler vores ambitioner og visioner for padelsporten,” siger Emil Bødker.

Padelpriser sikrer synlighed

Det er dog langt fra kun turneringsaktiviteter som samarbejdet har for øje. I efteråret blev Arla Protein Foreningsprisen uddelt for første gang. Arla® Protein og Padel i Danmark er gået sammen om denne pris, som hvert år skal hylde det gode, hårde arbejde i de danske foreninger. Med prisen følger en præmiecheck på 10.000 kroner, som skal gå til vinderforeningens videre udvikling og virke. I år gik Arla Protein Foreningsprisen til Holbæk Tennis og Padel Klub.

”Der sidder mange ildsjæle i foreningerne rundt om i landet, som lægger en enorm energi i at etablere padelfaciliteter og aktiviteter til deres medlemmer. De er hver dag med til at styrke sporten. Det er vores store ambition at grundlægge padel som en stor foreningsidræt i Danmark, og aftalen med Arla® Protein gør det muligt for Padel i Danmark at løfte sporten til nye niveauer,” siger Jesper Munk, der er afdelingsleder for Team Tennis & Padel i DGI.

Udover Arla Protein Foreningsprisen er også Arla Protein Spillerprisen blevet uddelt for første gang dette efterår. Prisen gik i år til den dobbelte danmarksmester ved DM i padel – powered by Arla® Protein, Emil Lilleøre Madsen. Prisen skal hvert år gå til en spiller, der har gjort sig særligt bemærket. Ligesom med foreningsprisen medfølger der en check på 10.000 kroner med spillerprisen.

Aftalen med Arla® Protein løber foreløbig et år frem.

Om Arla® Protein

Arla® Protein-produkter er pakket med næringsstoffer, som er essentielle for at bibeholde og øge din muskelmasse. Med andre ord er de en uundværlig træningsmakker, så du kan dyrke dit drive og din passion. Arla® Protein er lavet af de bedste naturlige ingredienser, som bidrager til at vedligeholde og øge muskelmasse.

Arla® Protein er en del af Arla Foods amba.

Læs mere om Arla Protein

Om Padel i Danmark

Padel i Danmark er et samarbejde mellem DGI og Dansk Tennis Forbund. Formålet er at udvikle padelsporten i Danmark på sportens egne præmisser, samtidig med at den bliver solidt forankret i den unikke danske model med foreningsidræt.

DGI og Dansk Tennis Forbund brænder for at gøre det nemt at være padelklub ved at tilbyde foreningerne den fulde pakke med klubudvikling, træneruddannelse, introkurser, rådgivning om faciliteter, turneringer og udstyr.

Læs mere om Padel i Danmark